Skip to content

Nyhedsbrev November 2021

Kære Medlem,

Håber at du har nydt sæsonen 2021. Hermed fremsendes nyhedsbrev for november, bl.a. regler for vinterspil pr. 15.11. og meget andet. God læsning

Gaven til KGK

I 2020 indbetalte 112 medlemmer 200 kr. som en gave til KGK, der gjorde at vi opfyldte kriterierne for at få momsrefusion iht. ligningslovens §8A. Beløbet gjorde bl.a. at vi kunne fremskynde vores etablering af ny brønd på banen, kommende kortspilsområde og andre fremtidige investeringer i bane og anlæg. Vi ønsker at kunne fortsætte med at modtage denne støtte i 2022 til nye projekter, hvorfor vi hermed beder minimum 100 af klubbens medlemmer om at indbetale 200 kr. senest d. 31.12.2021.

I år foretages betalingen via Golfbox på dette link: https://tourentry.golfbox.dk/?cid=2719964, således at du ikke behøver at benytte bankoverførsel eller møde fysisk op i butikken. ”Eventet” i Golfbox er skjult for omverdenen samt beskyttet med kodeord, således at det kun er klubbens direktør (undertegnende), der har adgang til de data du indberetter. Betalingen kan enten komme fra dit firma eller dig som privatperson. Du bedes oplyse CPR/CVR-nummer i spørgsmålet.

Vi sørger for at indberette oplysningerne til SKAT kort efter årsskiftet, i sikrede filer, der er i overensstemmelse med gældende GDPR regler. Så snart indberetningen er foretaget og godkendt, bliver ”eventet” i Golfbox slettet.

Vinterspilsregler – nye måtter

Vedlagt kan du se vores regler for vinterspil i KGK pr. 15.11.2021 og frem.

Grundet obligatorisk brug af måtte fra på mandag, har vi investeret i nogle nye og bedre måtter til vinterspil. Du kan se en præsentation af måtten her. Der stilles måtter frem til låns ved starterhuset, på driving rangen og på 1. teested. Du har også mulighed for at købe din egen måtte (lilla) i shoppen til 100 kr. Pas godt på vores bane så vi kan få endnu mere glæde af den til næste forår.

Coronapas i restauranten fra 12.11.

Vi gør opmærksom på at det fra i morgen, fredag d.12.11., vil være påkrævet at kunne fremvise coronapas, hvis du ønsker at nyde spise eller drikke fra restauranten indendørs. De seneste anbefalinger fra DGU kan ses her.

Bekræftelse af tider

Husk at bekræfte dine tider når du går ud. Selvom det er ved at blive vinter, holder vi fortsat øje med no-shows. Især på weekender mellem 9:30-11:00 er der mange der gerne vil ud.

Juleudsalg, Juleklip og vintergolf 28.11.

Søndag d. 28. november inviterer klubben til julehygge med juleklip, samt vores store juleudsalg i shoppen. Det hele starter kl. 11:00, hvorfor det ville være oplagt at kombinere det med 9, 14 eller 18 hullers golf med gode venner fra kl. 9:00. Vi glæder os til at komme i julestemning med jer

Åbningstider for december / julen

Shoppen: Sidste dag vi har åbent er 22.12. Tilbage igen mandag d. 3. januar 2022.

Restauranten: Vi har åbent til og med 22.12. og igen 2. juledag d. 26.12 (book bord i god tid). Derefter er vi tilbage igen d. 3. januar 2022.

Skabe / sko

Der har været stor interesse for medlemskab i Københavns Golf Klub og det har betydet at der er stor efterspørgsel på klubbens bag skabe, vi har lange ventelister. Så har du et bag skab som du ikke benytter eller får brug for i den kommende sæson, vil du glæde et nyt medlem rigtig meget.

Vi skal ligeledes gøre opmærksom på, at vi anbefaler en rengøring af skabene før vintersæsonen, (der opsættes en støvsuger fra mandag den 15. november, som kan benyttes til formålet). HUSK også at tømme din bag for alt spiseligt, så vi undgår at musene spiser af din bag eller tager bolig i den. J

Golfsko!!! dem er der rigtig mange af i både herre -og dameomklædnings lokalerne. Vi vil gerne lave en lille oprydning, så der vil blive lagt en seddel i samtlige sko. Har man fjernet sedlen fra sin golfsko, forbliver skoen i omklædningslokalet. Er sedlen ikke fjernet inden den 31. marts 2022 bliver golfskoen forflyttet til vores fjernlager.