Skip to content

Banestatus April

Så er det meget snart april efter en april-agtig marts. Koldt og flot vejr prægede marts. Omkring 20 frostmorgener blev det til, men med god varme om eftermiddagen. Mon april bliver på samme måde? Den starter med lidt skiftende vejr, men også med dejlig regn til at bløde banen lidt op med igen. Jeg tror den bliver maj-agtig.

Frostmorgener til trods, har marts været en rigtig fin arbejdsmåned for greenkeeperne. Alle greens, greensomgivelser og teesteder har fået en ordentlig tur og det betyder, at der faktisk ikke er så meget større vedligeholdelsesarbejde på dem i april måned. Vi venter på varmen (og regnen) og dermed at vækstsæsonen går i gang. Fairways og semirough er blevet gødet og venter også på regnen. Vi fokuserer i stedet for på lidt lejlighedsvis klipning og tromling for at holde en god spillekvalitet.

Vigtige datoer:

Onsdag den 30. marts: Par 3 banen åbner for spil sammen med de 3 træningsgreens.

Lørdag den 2. april: Måtte påbud ophæves. Herefter spilles der med oplæg indtil dette også bortfalder.

Afhængig af vejret vil følgende arbejde gennemføres på banen udover den almindelige vedligeholdelse:

Fairways eftersås

Bunkers renoveres

Arbejde på forgreens for at mindske udbredelsen af hekseringe

Anlægsarbejde på drivingrange

Åbning af drivingrange lader vente på sig. Det kommer lige pludselig en dag. Drivingrange er stadig overraskende våd, og en for tidlig åbning vil medføre, at mange bolde bliver kørt ned i jorden. Teestedet på drivingrange åbnes også op når det er i aktiv tilvækst og er blevet tættere.

Golfsæsonen starter for alvor i april. I år har vi et rigtigt godt udgangspunkt for at få en god sæson. Vi har passet på banen ved at anvende måtter igennem hele vinterperioden og det er gået fantastisk godt. Nu slipper I for måtterne, men husk så i stedet for de fine divotposer og divotrør som er tilgængelige for jer. De står klar ved starterhuset og ude på banen. Brug indholdet på fairways og i semirough og I er med til at passe på banen.

God fornøjelse. Martin Nilsson, Chefgreenkeeper