Skip to content

Livets Gang i KGK Old Boys Klubben i december 2022.

Normalt på denne tid af året, har den nye bestyrelse været samlet til det første bestyrelsesmøde, hvor vi har talt om og taget beslutning vedrørende den nye sæson – men ombygningen af restauranten har udsat vort årlige møde, så det først afholdes den 13. januar på en anden adresse end i Dyrehaven og med den nye betalingsfrist på 31. december for årskontingent, så passer et møde i januar også bedre, for så ved vi, hvor meget vi har at disponere over rent økonomisk.

December har været en stille måned i Vinterturneringen – vejrskiftet med sne og frost holdt mange spillere fra at afvikle deres matcher og det har formentlig passet fruen i huset godt, at man så bedre har kunnet hjælpe hjemme med juleforberedelserne?

I sidste uge fik vi en ny regering. Et af deres nye forslag er, at afskaffe en helligdag. Bestyrelsen foreslår, at det bliver Store Bededag. Det vil betyde, at vi kan få en spilledag mere fra næste år. Vi krydser fingre 🙂

Kontingent status

Med kun en lille uge til den nye tidsfrist har 75 medlemmer betalt deres kontingent. Tirsdagsklubben har på deres generalforsamling hævet årskontingent fra 300 til 400 kr.! – men det gælder kun for 2023, idet de fejrer 75 års jubilæum, som kræver lidt mere kapital. Old Boys Klubben kan fejre 45 års jubilæum i september 2023 – en mærkedag, vi dog har valgt ikke at markere. Vi venter 5 år mere med at fejre os selv.

300 kr. – Nordea Bank: 2135 5363344048. Du bedes venligst ikke skrive dit navn på indbetalingen – kun dit medlemsnummer

Old Boys Golfrejse, Emporda i Nordspanien

Vi modtog i løbet af meget kort tid 14 tilmeldinger i turen til Nordspanien i oktober.

Vi har plads til 1-2 mere, så har du tid og lyst til at deltage.

Et medlem i klubben har sendt mig dette:

Hej Tommy,

Det er et godt valg du har gjort til golfrejsen næste år.

Da vi i sin tid var medlemmer i den danske golfklub i Provence, var vi 2 gange med på klubbens rejse til Emporda. Dejligt hotel og 2 skønne baner. Kan kun anbefales.

Old Boys Golfrejse 2023

Vi kan atter tilbyde en golfrejse i 2023! Formanden har først på måneden været med KGK Erhvervsklub i Spanien og spillet PGA Catalunya, hvor der var DP World Tour i april. Fantastisk oplevelse – 2 fantastiske baner. Men formanden har besluttet, at det ikke bliver PGA Catalunya vi skal besøg på næste års golfrejse – og det skyldes ene og alene prisen! Rejsen ville have kostet det samme som til Irland i år, men et enkeltværelse alene kostede 3.000 kr. ekstra – så jeg har set mig om efter andre muligheder og min kontakt i rejsebureauet har varmt anbefalet Emporda Golf Club også i Costa Brava området, så det er det vi går med denne gang, selvom prisen for et enkeltværelse er i den dyre ende, så opvejes det af, at hotellet byder på både morgen- og aftensmad alle dage. Det retfærdiggør enkeltværelsesprisen, synes formanden.

https://www.empordagolf.com/en/

https://www.hotelterraverda.com/en/

Vi har et begrænset antal pladser i næste års golfrejse. Vil du med, så tilmeld dig via dette link: https://tgptours.com/tours/emporda2023 Læs mere om rejsen HER

Der skal betales et depositum ved tilmelding og resten skal betales 1 måned før afrejsen – men du modtager faktura på begge betalinger direkte fra Golf Plaisir.

Nyt medlem

KGK Medlem 1-3221 Finn B. Allingstrup er nyt medlem i både KGK og Old Boys Klubben. Finn har hidtil været medlem i Furesø Golf Klub.Vi byder Finn hjertelig velkommen og glæder os til at spille med ham.Vi kan i denne måned byde KGK medlem 1-1904 Jens Taarnhøj velkommen tilbage, som medlem af vores klub i klubben.

Fødselsdage

Torsdag 12. januar kan medlem 1-79 Tonny Bech Pedersen fejre sin 80 års fødselsdag.

Torsdag 28. januar kan medlem 1-2967 Jan Misser fejre sin 70 års fødselsdag

Bestyrelsen sender en hilsen på dagen til dem begge.

Vi har kigget lidt i Magasinet Dansk Golf og fundet dette om de nye regler:

Bemærk – opdaterede regler fra 1. januar!

Golfregler: Her er de vigtigste af de kommende ændringer af golfreglerne.

Allerede igen? Det føles som kort tid siden, at golfreglerne gennemgik en omfattende revision med en helt ny systematik. Men det var pr. 1. januar 2019, så vi har allerede spillet fire sæsoner med de ”nye” regler, og det betyder, at R&A og USGA igen har gennemgået reglerne og indført nogle justeringer, som de altid gør hvert fjerde år. Ændringerne træder i kraft den 1. januar 2023. Der er ikke tale om gennemgribende ændringer af hele regelsættet som for fire år siden, men der er alligevel flere ting, vi som almindelige golfspillere bør være opmærksomme på, og som derfor skal nævnes her.

Drop på flaglinje

De fleste golfspillere vil fra tid til anden komme ud for at skulle droppe bagud på flaglinjen, enten fordi man har slået bolden ud i et strafområde, eller fordi man har erklæret bolden uspillelig. Som det er nu, skal spilleren efter Regel 19.2b vælge et referencepunkt på flaglinjen og har derfra et lempelsesområde på en køllelængde ikke nærmere hullet, hvor bolden må droppes.

Fra 1. januar er proceduren for at tage lempelse på flaglinjen tilpasset således, at spilleren nu skal droppe på selve linjen, og at det punkt, hvor bolden først rammer jorden, skaber et lempelsesområde på én køllelængde i enhver retning derfra. Det vil sige, at bolden skal komme til at ligge stille inden for en køllelængde fra det punkt på flaglinjen, hvor bolden droppes.

Dog er der den begrænsning for lempelsesområdet, at bolden ikke må komme nærmere hullet end dens oprindelige position, f.eks. ved et drop for uspillelig bold, hvor man kun går ganske kort tilbage på linjen.

Flyttet af naturkræfter

En anden justering af reglerne sker i Regel 9.3 om ”bold flyttet af naturkræfter efter, at lempelse er gennemført”. En ny undtagelse i denne regel medfører, at en bold skal genplaceres, hvis der er taget lempelse, og bolden derefter flyttes af naturkræfter til et andet baneområde, som et strafområde eller en bunker. Det gælder også, hvis den ender out of bounds.

Et eksempel kan være, at du har gennemført lempelse i det generelle område på en skråning tæt på et strafområde. Mens du forbereder dit slag, blæser et vindstød din bold ud i strafområdet, f.eks. ned i en sø. Da strafområdet er et andet baneområde end det, hvor din bold lå, skal bolden (eller en anden bold) blot genplaceres uden straf.

Denne ændring er kommet efter nogle hændelser på PGA Tour, som forekom urimelige over for spillerne. 

Bold rammer dig

Regel 11.1b(2) om bold i bevægelse, der tilfældigt rammer spilleren, er blevet ændret med nogle tilføjelser, således at et slag fra greenen nu ikke længere skal annulleres og spilles om, hvis det rammer spilleren selv eller den kølle, som blev brugt til at udføre slaget – eller et insekt (helt præcist dyr, der også er defineret som løse naturgenstande). 

Et eksempel: Du står tæt på hullet og putter. Puttet tager kanten og går hele vejen rundt i en hestesko og rammer din sko eller putter. For de fleste er den naturlige reaktion lige at slå bolden i. Det må man så heldigvis gerne efter de nye regler, hvor man før skulle spille slaget om – og fik to strafslag for ikke at gøre det!

Dermed er slag fra greenen blevet sidestillet med slag fra alle andre områder på banen, hvor det heller ikke giver straf, hvis bolden efter et slag rammer dig selv eller dit udstyr.

Beskadiget kølle

Mange spillere har været ude for, at en golfkølle er blevet beskadiget under spillet, f.eks. ved at skaftet knækker i et slag. Hidtil har det ikke været tilladt at udskifte køllen under spillet, men Regel 4.1a(2) er blevet tilpasset, så det er tilladt for en spiller at udskifte en beskadiget kølle under forudsætning af, at den ikke er beskadiget som følge af misbrug, som f.eks. hvis en spiller i arrigskab over et kikset slag banker køllen ned i jorden.

I øvrigt er det vel som oftest ikke praktisk muligt at udskifte køllen under spillet, hvad der nok vil begrænse den nye regels praktiske anvendelse. Men måske kan det i nogle tilfælde lade sig at gøre at suse ind i klubhuset og hente en ny kølle, når klubhuset passeres efter 9. hul?


Sigtemærke

I Regel 10.2b er det tilføjet, at der ikke noget sted på banen må placeres en genstand for at hjælpe med at udpege spillelinje eller anden retning. Spilleren kan ikke undgå straf, selv om genstanden fjernes før slaget.

Det betyder, at når du skal slå et blindt slag over en bakketop, må du godt gå frem og orientere dig før slaget, og en anden person må også gerne vise dig retningen, men du må ikke stille din bag eller noget andet på bakketoppen for at hjælpe dig med retningen. Den gamle joke om at ”sigte på tredje sky fra højre” er næppe heller anbefalelsesværdig!

Spillere med funktionshandicap

Golfreglerne har nu fået en ny Regel 25 for funktionshandicappede golfspillere. Reglen har ganske vist eksisteret siden sidste regelrevision, men som et selvstændigt regelsæt, og er mest anvendt i rene Para-golfturneringer. Nu er de en del af golfreglerne og gælder i alle turneringer.

En spiller, som efter særlige regler kan godtgøre at have et af de i Regel 25 omhandlede funktionshandicap, har derfor lov til at bruge mulighederne i Regel 25 for sit spil i alle sammenhænge og anses for at spille på lige fod med andre deltagere i den pågældende turnering.

De berettigede spillere kan f.eks. være blinde, spillere med amputationer, spillere i kørestol og spillere med udviklingshandicap. Efter reglen kan disse spillere eksempelvis få hjælp af andre personer til spillet, ligesom reglerne på visse punkter er lempet for de funktionshandicappede golfspillere.

I forbindelse med revisionen af Golfreglerne pr. 1. januar 2023 er der udkommet nye udgaver af Lommeguiden, Golfreglerne (på engelsk) og Den officielle Guide til Golfreglerne (på engelsk).

Lommeguiden er opdateret til at passe med de nye Regler, og den tidligere udgave fra 2019 skal derfor erstattes. Der er bl.a skiftet droppemetode på flaglinjen, og på foranledning af klubberne er der tilføjet informationer om pælenes betydning, samt udvalgte Regler, da Spillerudgaven af Golfreglerne fra R&A ikke længere udgives.

venlig hilsen

Bestyrelsen for Old Boys

Københavns Golf Klub