De glade vindere fra KGK, fra venstre: Philip Tiger Hamilton, Piet Saunte, Johannes Noye-Ostenfeld, Theodore McGregor
Så har junior-drengeholdet været i de sidste aktioner i holdturneringen for U16A Øst. Før sommerferien satte drengeholdet effektivt punktum for forårssæsonen/kvalifikationen ved at slå det andet tophold, Asserbo, i en kvalitetskamp på udebane. Da Asserbo tilmed snublede i deres andensidste puljematch endte det med en overbevisende puljesejr til drengene. Derfor gik turen d. 29 august i +30 grader til neutral bane i Greve for at spille play-off kamp mod Hjortespring om kvalifikation til landsdelsfinalen i Korsør d. 22 september. Det blev en nervepirrende dag for KGK’s udsendte! Bredden på holdet har gennem hele foråret gjort forskellen til KGK’s fordel, og det blev det igen denne dag. KGK vandt endeligt en tæt match 5-2 efter at en single gik hver deres vej. Foursome-matchen bølgede frem og tilbage. Men en nær hole-in-one fra KGK (2 cm) og lidt kludder hos modstanderen betød en sejr på sidste hul i foursomen til KGK.
Drengene har generelt fundet de afgørende slag frem på de helt rigtig og vigtige tidspunkter. Stærkt i erindringen står en eagle på sidste hul fra ca. 70m for at banke det sidste søm i kisten i en hjemmekamp mod Hillerød, hvor der måtte netop den slags til for at vinde. Så kvaliteten har været endog meget høj! Dermed kvalificerede drengene sig, fortjent, til – hvis kampprogrammet står til troende – at møde netop KGK’s pigehold i landsdelssemifinalen på Korsørs dejlige bane. Dvs. ud af 27 kæmpende hold i Øst, så er to ud af fire hold fra KGK i landsdelsfinalerne – pænt godt gået synes vi selv! Det er så både godt og skidt. Godt, fordi der er sikret et KGK-hold i selve landsdelsfinalen og dermed ”metal” til KGK. Skidt, fordi vores to hold ikke møder hinanden i selve landsdelsfinalen. Holdkaptajnerne har derudover grå hår i hovedet, for der skal jo udtages hold til både semifinale og finale/3.plads kamp, men der er så mange fortjente og dygtige spillere til rådighed. Luksusproblemer er også problemer. Skyttegravene er dog begyndt at blive gravet til kønnenes interne KGK-kamp 😉