Skip to content

Junior landsdelsfinalen, Holdturnering, Række U16A, Korsør 22/9-24

Her følger beretningen om landsdelsfinalernes afgørelse i DGU’s Holdturnering 2024. Det blev en dejlig, vindstille og solrig sensommer-søndag for KGK’s juniorer på Korsørs dejlige bane.

Semifinale. KGK-piger vs. KGK-drenge

Endelig oprandt formiddagen, hvor KGK’s to juniorhold skulle tørne ud mod hinanden i semifinalen om den videre færd i landsdelsfinalerne. Der var lagt godt i kakkelovnen i den forgangne tid omkring kønnenes kamp – pigeholdet mod drengeholdet. Matchen blev spillet på flot niveau med frisk tilgang men med stor respekt – ros til alle deltagerne! Begge hold stillede med stort set fuldt og veltrimmet hold, og der var grå hår til Holdkaptajnerne ift. holdopsætningen i de to matcher, da alle deltagere naturligvis skulle i kamp. Pigerne lagde hårdt fra land og vandt den første single 4-2. Det varede dog ikke længe, inden drengene svarede igen med at vinde næste single i præcis samme cifre. Så var det ned til foursomen at afgøre matchen endeligt. Drengene var oppe det meste af matchen, men kunne ikke rigtigt ryste pigerne helt af. På næstsidste hul faldt så den endelige afgørelse, da drengene formåede at hole et langt putt for singlesejr 2-1 og 5-2 samlet. I det regnskab ligger reelt meget få slags forskel!

Bronzekampen. KGK-piger mod Søllerød

Eftermiddagen indledtes med pigernes kamp for bronzemedaljer. De to singler blev hårdt besat af to langslående Søllerød-drenge med lavhandicap. På papiret hårde modstandere og nervøsiteten indfandt sig på både spiller og kaptajn-side. Det virkede til, at Søllerød ville afgøre sagerne hurtigt. Men det er hulspil. Pigerne satte sig på trods af oddsene hurtigt tungt på alle tre matcher. Første single afgjorde tingene på det ikoniske par-3 hul 16. til 3-2. Anden single afgjorde det ligeledes med 4-2 på selvsamme hul efter en vand-tur til Søllerød. Og da var medaljerne reelt allerede sikret. Til sidst var foursomen dormy 3 up og kunne slappe af. Det var kosmetisk, at Søllerød fik kæmpet sig (flot!) tilbage til A/S. Super måde pigerne formåede at rejse sig på og gøre ængsteligheden til skamme i kampen om bronze. Og heraf kan alle lære, at det ikke er handicap og længde, der afgør sagerne. Der er så mange andre facetter i golf. STORT TILLYKKE TIL PIGERNE MED EN FLOT OG FORTJENT BRONZEMEDALJE!

Guldkampen. KGK-drenge mod Korsør

I finalen skulle drengene spille mod hjemmebanefavoritterne fra Korsør, som havde cruiset i finalen om formiddagen. Det blev selvfølgelig neglebidende spændende. Korsør lagde fra land med en relativ hurtigt overstået 1. single 3-2 på – igen – 16. hul – et populært afslutningshul, som skilte fårene fra bukkene i gennem dagen. Men i de sidste to matcher havde KGK-drengene godt fat i modstanderne fra start – uden dog at kunne trække afgørende fra. I anden single var der et kort putt for at vinde hul og match på 16. green. Men nerverne begyndte at vise sig, og det blev hulkant ud (dén skulle være markeret og tålmodigt afventet). KGK kom dog dormy to up, men matchen måtte ned ad 17. hul. KGK lagde for med et tordenhug ned af fairway i position A1. Korsør-drengen mærkede presset og skyede sit drive, og der var således dømt fordel til KGK. Korsør-drengen kanonerede herefter en alt-eller-intet fuld 3. wood i nærheden af green. Fordelen forsvandt, da KGK-andetslaget ramte træet før green for at blive liggende kort af green. I mellemtiden blev foursomen afklaret til KGK’s fordel med en til sidst ret sikker 3-2 sejr (16. hul igen igen), og alle stimlede derfor sammen ved 17. green. Så var det op til indspil og putt i 2. single om matchen skulle ned ad 18 hul og potentielt i sudden-death. Et nervøst indspil og første putt gav en farlig 3m for bogey til KGK. Tilsvarende lavede Korsør-drengen ind og i på to sikre putt til samme bogey og afventede pænt udfaldet. Denne gang blev der vitterligt heller ikke tøvet. 3m puttet blev sænket efter ultrakort betænkningstid, og jubelscenerne kunne få lov til at bryde ud med 5-2 samlet til KGK. Guldmedaljerne var fortjent sikret på baggrund af den brede trup, gode kammeratskab og selvfølgelig utroligt godt spil specielt i de afgørende pressede situationer. ET KÆMPE TILLYKKE TIL KGK-DRENGENE MED GULDMEDALJE I LANDSDELSFINALEN. Men eventyret slutter faktisk ikke her. D. 28. september får drengene mulighed for en sidste ultimativ hæder i landsfinalen mod de tilsvarende mestre i vest fra Trehøje på Næstveds sea-side bane. Og hvorfor ikke gå hele vejen; der er rigeligt med tro på, at det sker! more to follow…

Fra alle i Juniorkomiteen, Trænere og Holdkaptajner skal der allerede nu lyde en stor tak til de unge mennesker for en meget flot sportslig sæson og ikke mindst for det vældige spillehumør, kammeratskab og gode respektfulde konkurrence i gennem hele sæsonen – bevares med en smule spas og løjer ind i mellem 😉 Vi glæder os til næste år, hvor der kan komme endnu flere hold og konstellationer i spil qua udviklingen i år, som virkelig har været helt utrolig. Det skulle vise sig at blive den moralske finale, da KGK-holdene mødte hinanden i landsdelsfinalen, og KGK kom med maksimalt udbytte derfra. Bedre bliver det ganske enkelt ikke. Super godt gået af alle!

På billedet de glade KGK spillere:

Johannes Noye-Ostenfeld, Piet Saunte, Theodore McGregor, Philip Tiger Hamilton, Victor Holstein Arnesen, Conrad von Holstein, Frederik Hove-Andersen, Antonia Noye-Ostenfeld, Sofia von Holstein, Ella Vittrup-Bertheussen, Signe Widlund, Cecilie Brandt Krenk.