Planlagte større vedligeholdelsesopgaver på banen i oktober:
Uge 40: Par 3 banens greens propprikkes.
Uge 40: Træningsgreens prikkes.
Uge 40/41: Fairways eftersås.
Uge 40/41: Fairways gødskes.
Uge 41: Teested på drivingrange renoveres. Lukkes efterfølgende for sæsonen.
Uge 41: Banens forgreens og greensomgivelser prikkes, eftersås og topdresses. Forvent forstyrrelser for spillet under arbejdets udførelse.
September har budt på fantastisk vejr til golf og greenkeeping og trods to regnvejrs begivenheder, der leverede i alt 133 mm regn har det ikke taget følelsen væk at måneden har været skøn. Solskinsdage gør bare, at det svindende dagslys ikke føles så deprimerende.
De sidste 60 mm regn kom i dagene op til Royal Trophy, denne sæsons sidste store begivenhed, hvis vi ser bort fra Cross-Country’en i starten af november 😊. Jeg bliver stadig forbløffet over hvor godt vores bane tager store mængder regn. Bunkers var fyldte med vand torsdag og fredag, men lørdag morgen var kun et fåtal ude af spil og vi havde faste fairways og greens, der kunne levere til et mesterskab. Det blev en hård omgang for spillerne og vores egen Magnus Becker triumferede i blæsevejret.
I oktober begynder efteråret for alvor på banen. De kortere dage, dug, blade, hjorte der slås, flygter eller spiser kastajner, bog og ol præger banen og dens pleje. Greenkeepernes hovedfokus er at mindske sygdomspresset på greens ved at holde dem så tørre som muligt og ikke arbejde så meget på dem. Det passer fint med, at græsserne vokser mindre. Vi går over til færre klipninger (som kan fremme sygdom) og går mere over til tromling (som kan mindske sygdom). At blæse blade og frugt væk fra græsarealerne er en stor og tidskrævende arbejdsopgave, men den hjælper os med til at mindske skader fra hjortene og sikre lys og luft.
Efter denne weekends komités og sponsormatch lukker drivingrangens store teested for sæsonen. Det skal have tid til at restituere sig efter endnu en lang sæson. Resten af sæsonen og frem til forårets komme skal der trænes foran teestedet og der skal anvendes måtte.
Vi satser på en tør, solrig og gerne blæsende oktober for det giver masser af gode golfdage.
Som altid:
Ret dine nedslagsmærker
Anvend divotbags på fairways
”Play it forward”: Find et teested, der passer sæsonen og vejret. Så er golf sjovere.
God fornøjelse
Martin Nilsson, Chefgreenkeeper