Skip to content

Banestatus november

Vi vil ikke brokke os over vejret. Trods masser af regn i oktober, såvel i september, holder vores 18-huls bane stand, er åben og leverer stadigvæk masser af gode muligheder for dejlige golfoplevelser. Årets sidste eliteturnering Royal Trophy blev afholdt i midten af oktober med masser af roser til specielt greens og den kvalitet er der ingen grund til at vi ikke kan holde os tæt på i meget lang tid. Greens er faste, sunde og ruller godt trods den minimale plejeindsats vi har på dem nu.

Eneste minus er, at vi er løbet tør for puttinggreens til at træne på. Puttinggreen ved terrassen er lukket for at give den fred henover vinteren, mens den store puttinggreen ved drivingrange også er lukket ned grundet for store skader efter hjorte. Vi har dog et spinkelt håb om, at vi kan åbne en del af den op igen, da hjortenes fokus nu er et andet sted efter at alle kastajnerne er blevet spist. Meget snart åbner vinterens foderpladser og så søger de derhen.

I denne sæson forsøger vi, at holde fairways, tees og omgivelser klippet og plejet i så lang tid som muligt, men ellers er plejeopgavernes fokus på blade, ormeskud, sygdomsforebyggelse og reparationer på bunkers.

Vores allesammens egen greenkeeperelev Mathias Crillesen har den 25. oktober bestået sin eksamen til greenkeeper på Sandmoseskolen i Nordjylland. Mathias er barnefødt i Dyrehaven da han er vokset op i huset lige ved siden af golfklubben. Hans far Carsten er nemlig skovløber og jæger her i skoven. Mathias er kun lige fyldt 22 år og stiftede første gang bekendtskab med golfbanepleje i 9. klasse da han var i erhvervspraktik hos os. Siden da blev det til lidt sommerjobs og praktikforløb i forbindelse med anden uddannelse, før han for 3 år siden, besluttede sig til at blive greenkeeper. Den bedrift er nu veloverstået, men en fast plads på holdet her i Dyrehaven bliver det ikke til. Derimod skal han nu finde en ny arbejdsplads, der får gavn af hans altid gode humør, lærenemhed og maskintække. Mathias bliver hos os resten af sæsonen og søger derefter nye golfgreens. Vi sender ham afsted med de allerbedste ønsker for en godt og langt arbejdsliv som greenkeeper.