Skip to content

SØGER DU NY GOLFKLUB?

Søger du ny klub, så synes vi, at det må være verdens letteste valg at søge til Københavns Golf Klub i Kongens Dyrehave.

Ikke sagt for at hovere, men derimod i taknemmelighed over alt det vidunderlige vi er så privilegerede at nyde – og kunne tilbyde:

Banen er åben året rundt

Vores 18-hullers bane omtales ofte som blandt de 20 bedste i Danmark, og vores 15. hul er af Dansk Golf valgt som et af landets 18 bedste golfhuller. Se video her. Banen er en åben naturbane, lagt nænsomt ind i landskabet. Greens er gode og faste, og der er velanlagte og udfordrende greenomgivelser, så du har gavn af alle facetter af shortgame. Og så spiller vi til sommergreens hele året. Jordbunden her dræner så godt, at banen er en fornøjelse året rundt. Banen drives i øvrigt 100% pesticidfrit.

Der er ti minutter mellem starter, og næsten altid ledige tider og god plads på banen. Hver anden tid kan bestilles i golfbox, resten kan kun bestilles som boldrendetider ved fremmøde i klubben.

Kan du ikke nå 18 huller, så ligger 9. green kun 5 minutter fra klubhuset, og du/I bør kunne nå 9 huller på halvanden til to timer.

Gode træningsforhold

Vores store driving range lige ved klubhuset er åben hele året, og fra ca. maj til oktober slår vi fra græs.

Vender man sig rundt ligger den meget store chip- og putting green lige bagved, så alle typer slag kan trænes uden at man skal på lange vandringer. Træningsbolde er til fri afbenyttelse for medlemmer og betalende gæster.

I efteråret 2020 igangsættes konstruktion af nyt shortgame område, hvor det vil blive muligt at træne pitchslag og høje indspil mindre end 50m fra driving rangen. Vi har også mulighed for at træne indendørs, hvor svinget kan kontrolleres i de store spejle.

Vi har to faste PGA proer ansat og tilbyder lektioner og holdtræning – inde og ude – året rundt.

Få hurtigt nye golfvenner

Vi har et passende antal klubber i klubben, hvor du kan lære medlemmer at kende. Der er faste, ugentlige turneringer som damedag tirsdag formiddag, ugeturneringen for alle (A-, B-og C-række) tirsdag eftermiddag, juniorer torsdag eftermiddag og oldboys om fredagen, osv. Og der er et stort antal klubturneringer sæsonen igennem, hvor turneringskomiteen sørger for at sætte holdene, så nye medlemmer møder både gamle og nye.

Du har også mulighed for at tilbyde dig til vores mange klubhold under DGUs regions- og divisionsgolf, hvor vi er bredt repræsenteret.

Erhvervsklubben spiller ca. en gang om måneden hele året rundt, er en god mulighed for at netværke med en ekstra dimension på.

Spiller du bridge er der også mulighed for mange gode dage i klubben, men udelukkende om vinteren da golfen er det vigtigste.

I 2019 anlagde vi en flot petanquebane ved klubhusets terrasse, og boulekugler kan lånes i restauranten.

Restauranten er åben hele året – for dig og dine gæster

Vores smukke restaurant er åben hele året. Så du kan altid få et glas og et måltid efter runden. Eller nyde en kop varm kakao foran pejsen en vinterdag. Og som regel er der også mulighed for at købe dagens ret med hjem – det giver lidt ekstra tid til at slappe af med golfvennerne før skoven må forlades.

Restauranten må (som et krav fra Skov- og Naturstyrelsen) kun benyttes af klubbens medlemmer og disses gæster, så det er en ekstra, luksuriøs oplevelse for mange af os, at kunne tage på skovtur med familie eller venner og invitere i vores private klub midt i Dyrehaven.

Kontakt og prøverunde

Uanset om du savner noget, eller du allerede er overbevist, så kontakt vores direktør Christian Tage Nyvang for en rundvisning og svar på dine spørgsmål.

Og hvis du melder dig ind, refunderer vi dine greenfees fra de sidste 14 dage før indmeldelsen. Det manglede bare, at du vil prøve banen og opleve klubben ordentligt først.

Læs her en samtale med Peter Agerschou, som skiftede til Københavns Golfklub i 2018