Skip to content

Orientering fra Bestyrelsen: Banen holdes åben – KUN for medlemmer

Kære medlemmer,

DGU har opfordret alle danske golfbaner til at lukke alle faciliteter inklusive spil på banen frem til den 29. marts, for at vise samfundssind på grund af COVID-19.
Bestyrelsen har nøje drøftet DGUs opfordring og sammenholdt den med anbefalingerne fra myndighederne og Statsministeren.

Det står klart, at anbefalingerne for ældre og syge er at blive hjemme, for os alle at undgå unødig omgang med andre, samt at der er forbud mod aktiviteter – også udendørs med mere end 10 personer.

Vi finder på den baggrund ikke, at der er belæg for generelt at forbyde medlemmer adgang til spil på golfbanen. Dertil kommer, at Dyrehaven er en offentlig park, og fortsat er åben for besøgende. 

Bestyrelsen har besluttet, at klubhus, inklusive baglade, lukkes med øjeblikkelig virkning, dog således at medlemmer – mod behørig afspritning og min. 2 meters afstand til andre – kan afhente deres golfudstyr frem til fredag morgen kl 9.00. Herefter lukkes der for de røde låger indtil klubhusområdet.

Spil på banen bliver tilladt efter forudgående tidsbestilling, alene for medlemmer og med max to i hver bold. Gæster vil dags dato blive slettet fra deres bestilte tid, og 3- og 4-bolde vil blive reduceret til 2 spillere, ved at de nederste spillere på tiden bliver slettet. I er velkommen til selv at rykke rundt på jeres tider, inden kontorets medarbejdere gør det.

Der er naturligvis forbud mod at samles på teesteder og greens, og der skal holdes min. 2 meters afstand under spil. Vi fjerner scorekort, flag og river og opfordrer jer alle til at tænke jer godt om. Giv putts indenfor 1-1,5m og brug handske på hånden, hvis bolden skal samles op af hullet. Pinsheet vil være tilgængelig på vores hjemmeside under nyheder. Træningsfaciliteter vil være lukkede. 

Selvom det er fristende at spille golf, kan det være bedre for jer selv og andre at blive hjemme. Så udvis ansvar og tag ikke afsted, hvis du er i tvivl. 

Vi følger myndighedernes anvisninger og vil uden forudgående varsel lukke banen for spil, hvis dette er påkrævet.

Pas godt på alle andre og tag vare på jer selv.

Venlig hilsen på Bestyrelsens vegne

Birgitte Henrichsen
Formand