Velkommen til denne sæsons november. Masser af regn og rusk, blade der falder, korte dage. Efteråret kom hurtigt i år. De skønne solskinsdage i august under jubilæumsugen er langt væk. Men november – og resten af vintermåneder – kan sagtens rumme mange tørre dage med skønt golfvejr og så er det dejligt at være medlem i en golfklub med en åben bane, en åben og gæstfri restaurant og en varm brændeovn i loungen. I greenkeepergården varmer det, at Rasmus er blevet far til en sund dreng. Stort tillykke til Rasmus og hans familie.
Der er ikke fastsat datoer for større vedligeholdelsesarbejde på banen i denne periode. Alt større arbejde på banen er styret af vejret. Hvis banen er tørret nok op, udnyttes dette til at nå en sidste række vedligeholdelsesopgaver som f.eks. topdress af tees og drivingrange, luftning af stier, prikning af omgivelser og arbejde på vandingsanlægget. Der vil blive informeret om arbejdet via golfbox og GLFR-app.
Almindelig pleje af banen begrænser sig nu til tromling og afdugning af greens, for at sikre spillekvalitet og sundhed, og lejlighedsvis klipning af tees og greensomgivelser. Klipning af fairways og semirough vil være en overraskelse da det sjældent vil være tørt nok til at kunne gøre det pænt.
Dagene afkortes hurtigt i disse uger og det betyder altid en højere hjorteaktivitet. Det er som om, at når vi spillere forsvinder fra banen rykker hjortene ind. Nu er det deres tid for alvor. Når jorden så er blød og væksten lille, så stiger antallet af skader og de heler meget langsomt hvis slet ikke.
For nu er det efterår, meget snart vinter. Temperaturen falder og dagslyset forsvinder og så går græsset i dvale. Den dvale kommer græsset først for alvor ud af sent i april, måske først i midten af maj som i år. Det svarer næsten til et halvt år, hvor græsset skal kunne modstå golfspillere som hjorte. Et halvt år.
Det er en central del af greenkeeperens arbejde at sikre at golfbanen kommer så godt igennem denne lange periode for græsset uden tilvækst og uden evnen til at reparerer skader. I det daglige handler det om at mindske og fordele sliddet og at undgå vintersygdom, dette hovedsageligt på greens. Men arbejdet er meget langsigtet. Valg af de bedste græsarter, topdressning, gødningsstrategi samt jordens evne til at skille sig af med overflødigt vand danner grundlaget for sunde, faste og tørre overflader, der kan komme igennem ydersæsonen. Hvis ikke greenkeeperen arbejder langsigtet vil golfbanen langsomt, men sikkert degenerer.
Indtil foråret vender tilbage skal vi finde en måde, at spille golf på banen i ydersæsonen som stadig giver os et godt udgangspunkt. Jeg vender meget snart tilbage med en opdatering om hvordan vi skal spille golf på banen denne vinter.
I mange år har jeg været medlem af en erfa-gruppe bestående af ligesindede greenkeepere fra Københavns-området samt en enkelt bane i Sverige. Gruppen er et fagligt fællesskab som er skabt for at dele viden om pleje af golfbaner uden brug eller med et minimum brug af pesticider. Det er den danske lovgivning på området, der har drevet interessen for os. Årets største begivenhed er afholdelsen af vores ”Tour de Fungus”. Det er en dag i november hvor vi lige akkurat når rundt på alle vores baner og undersøger greens for svampesygdom og nye plejetiltag, der mindsker forekomsten af svampeangreb. Det har igennem årene medført en del justeringer i plejen af greens.
Reduktion i anvendelsen af pesticider på danske golfbaner er nu ved at blive et internationalt fænomen. EU pønser på helt at afskaffe brugen af pesticider på golf- og fodboldbaner. Lad os nu se, men det betyder, at vores lille gruppe for en del opmærksom fra udlandet. Igennem årene har vi haft en del besøgende fra udlandet, men dette års ”Tour de Fungus” bliver særligt underholdende. Vi får besøg af Ryder Cup-helten Alejandro Reyes, tidligere chefgreenkeeper på Le Golf National og rådgiver på Marco Simone samt Micah Woods, græsforsker fra USA. Det giver os en chance for at parre pesticidfri drift med topformåen til glæde for miljøet og for golfspillerne.
Som altid:
Husk at brug din pitchfork
Husk at anvend sandet i din divotbag
Riv efter dig i bunkers
Og brug måtten når den dukker frem af gemmerne
God fornøjelse
Martin Nilsson, chefgreenkeeper