Skip to content

Banestatus marts 2024

Masser af regn og endda også sne og frost i en lang periode af januar. Sikken en vinter. Klub og bane har været næsten tomme siden nytår. Kun bridgeklubben har holdt gang i sagerne. I alt 38 lukkedage har der været på denne side af nytår. Så mange har vi aldrig haft før. Det er ikke en ting vi ønsker for meget af, men vi kan se, at det skåner banen, når vi holder den lukket når vejrforholdene er for meget imod os.

Et omslag i vejret væk fra den evindelige regn har fået greenkeeperne i gang med en af de forårsopgaver vi elsker allermest nemlig første klip af greens. Flag på greens dukkede også op en enkelt dag. Hvorvidt der er flag på greens eller ej kommer an på en kombination af gode vejrforhold og gang i golfbox. Men de dage kommer der naturligvis flere og flere af. Bunkers arbejder vi løbende med. De får altid læsterlige stryg i vinterens løb og det er et møjsommeligt arbejde at renovere dem og bringe dem ud af miseren. Vi river dem en gang om ugen nu.

Forårsstemningen der har ramt greenkeeperne, har også ramt jer golfere, men bare nogle hårde end andre. Der bliver taget turf fra teestederne og det er forbudt. Måttepåbuddet gælder også på tees og gælder for alle spillere, gæster som medlemmer. Hvad vi også har oplevet, er at vinterlukkede teesteder er blevet brugt og endda uden måtte. Utroligt.

Planlagt arbejde på banen i marts måned:

Uge 10: Teesteder prikkes, dresses og eftersås. Forvent lidt unormale overflader.

Uge 11: Greensomgivelser og forgreens prikkes, dresses og eftersås. Forvent unormale overflader.

Uge 12: Gravearbejde langs 18. hul, 2. hul og på tværs af 9. hul. Der nedlægges strømkabel fra klubhus til pumpebrønd. Forvent at et hul kan være lukket for spil i arbejdstiden.

Uge 13: Fairways topdresses. Forvent lidt unormale overflader

Vi tager forbehold for ændringer forårsaget af vejrlig, sygdom og maskinnedbrud.

En dejlig nyhed fra staben i greenkeepergården. Vi har fået en ny kollega. 1. marts er Jarno Fisker begyndt som fastansat greenkeeper. Jarno er 52 år, bor på Frederiksberg og har arbejdet som greenkeeper siden 2013 på hhv. Hillerød og Mølleåen. Han elsker alt arbejde på en golfbane, men er særlig dygtig til vandingsanlæg, anlægsarbejde, mekanik og slibning og alle de evner ser vi frem til at bringe i spil på banen. Tag godt imod Jarno ude på banen.

Som altid:

Anvend din måtte hele vejen rundt

Ret nedslagsmærker op.

Lad hurtigere ”bolde” passere igennem.

God fornøjelse.

Martin Nilsson, Chefgreenkeeper