Skip to content

Elitedamerne Danmarksturnering 2015

elitedamer

Divisionsgolf for Damerne

Damernes divisionshold, der før sæsonstart lå i 1. division, havde følgende modstandere i sæsonen 2015: Korsør, Hedeland og Smørum. Divisionskampene skulle afvikles over 3 spilleweekender, hvor alle ville spille mod hinanden, hjemme og ude.

Målet var klart, vi skulle forblive i 1. division.

Den 1. spilledag mødte vi Smørum på hjemmebane og vandt komfortabelt 10-2. Dagen efter var vi Korsør på en hundekold og blæsende forårsdag, hvor ingen have varmt nok tøj på. Vi tabte med æren i behold mod et velspillede mandskab der på bedste vis udnyttede deres hjemmebane fordel.

Og sådan gik sæsonen, vi vandt nogen kampe og vi tabte andre, og det gjorde de andre hold også.

elitedamer

Den sidste spilleweekend skulle vi spille mod Hedeland, som vi tidligere knebent havde vundet over, og mod Korsør som på papiret havde et bedre hold. Hedeland havde hentet 2 US College spillere hjem til lejligheden, den havde vi ikke lige set komme. I vores to foursome vinder vi en og taber en, men i singlerne vinder vi kun en. Vi tabte samlet til et bedre hold, sådan var det.

Det så sort ud, for den sidste kamp om søndagen var på hjemmebane mod Korsør, puljens stærkeste hold og som ikke ufortjent lå klart nr 1. For at forblive i 1. division, skulle vi vinde. Med en uafgjort match mod Korsør, ville vores forsatte eksistens i den næstbedste række være afhængig af resultatet af matchen mellem Hedeland og Smørum, og hvis vi tabte….så langt tænkte vi ikke…

Efter vores foursome mod Korsør var spillet, havde vi tabt en match og fået en uafgjort. Troen på, at det skulle kunne lade sig gøre at vinde 3 af de 4 singler, var svær at få øje på hos spillerne. Damerne leverede på trods heraf en fantastisk præstation og vandt 3-1 i singlerne og derved samlet 7-5. Korsør fattede ikke hvad der lige var sket, og vi var ellevilde af begejstring.

Resultaterne på kryds og tværs i den sidste spilleweekend gav os i øvrigt en samlet 2. plads i vores pulje.
En meget tilfreds holdkaptajn vil gerne sige stor tak til spillerne der har deltaget og været en del af bruttoholdet.

Slutteligt skal der lyde en kæmpe tak til Bech-Bruun der trofast har været sponsor for vores elitedamer igennem mange år. Støtten er uundværlig og betyder utroligt meget for udviklingen af vores piger.