Banestatus december

Vi er nået til sæsonens sidste måned og for klubben som hele har det bestemt været et turbulent år, men lykkeligvis har banen vist sig fra en særlig rar og rolig side. Bevares, roughen er begyndt at bide fra sig igen, de evindelige bunkers hænger lidt og trænger til mere kærlighed, men bortset fra disse forhold har banen givet os meget fine spilleforhold for jer golfere og få sorger til greenkeeperne.

I greenkeepergård og i banekomite er hele banens pleje et fokuspunkt, men fairways har haft en særlig bevågenhed i en del år. Almindeligvis var alting altid bedre i gamle dage, men for et par måneder siden kom et flittigt medlem over til mig en dag og fortalte, at nu havde han spillet golf herude i 70 år og fairways har han, i den tid han har spillet, aldrig oplevet bedre. Dén lunede. Rejsen mod bedre fairways er bestemt ikke tilendebragt og vi skal videre og opad. Min personlige ambition er, at vi en dag vil have så faste og stærke fairways, at deres styrke kan opveje hjortenes hærgen. Da har vi en ægte helårsbane.

Vi kan bestemt godt takke vejret for de fine forhold. Vejret i år har samlet set været ikke for varmt og ikke for koldt, ikke for vådt og ikke for tørt. Ægte græsvejr. Men i sidste ende skyldes de fine baneforhold, at vi står på skulderne af efterhånden rigtigt mange års fokuseret investering i banens pleje og ikke mindst fastholdelse af et strategisk sigte på en bæredygtig, pesticidfri drift i Dyrehavens udfordrende miljø. Det er ikke nemt og bestemt ikke taknemmeligt, men det giver et afkast over tid, der skaber en rigtig god golf oplevelse.

Vi siger i år farvel til Hilmar Sveinsson, der har været ansat som greenkeeper i klubben siden 2007. Hilmar går på pension efter et langt og hårdt arbejdsliv. Det er en slem gigt i begge hænder, der tvinger Hilmar til at forlade vores golf klub. Som 16 årig startede han som fisker og havde sin gang på Nordatlanten i 30 år inden han gik i land og blev greenkeeper. I Danmark først i Dragør, siden i KGK. Alle medlemmer kender Hilmar som en rigtig hjælpsom, hårdtarbejdende, rygende greenkeeper som det måske er svært at slå et ord af. Sådan er han også kendt blandt sine kollegaer med kælenavnet: ”One man army”. En type som Hilmar finder vi ikke igen. Vi ønsker Hilmar et super otium når først gigten er kommet under kontrol.

De sidste vinterforanstaltninger til banen er blevet indført:

Flag på greens forekommer nu kun sjældent. Vi har sagt ”tak for denne sæson” til vores faste flagindsamler Bitten og mindsker derfor sliddet fra transporten rundt på banen morgen og aften. Fra nu af er det greenkeeperne, der samler flag ind ved arbejdsdagens ophør, hvis der altså overhovedet er flag på greens.

Vi passer også ekstra godt på vores to svage greens, 1. og 18. Begge spilles nu til provisoriske greens.

Tak for i år. God jul og godt nytår.

Martin Nilsson, chefgreenkeeper

Banestatus november

Vi er nu nået for alvor frem til det punkt i sæsonen hvor vi skifter fra fine spilleforhold til dér hvor vi hyppigere oplever ormeskud, tunge lies og mudder på bolden.

Vi ér nået frem til den tekniske vinter og trods det forhold, at vi har gode og sunde greens og bedre, fastere og tættere fairways end tidligere så bliver golfspillet noget andet og vi skal passe på golfbanen så vi kan spille golf om vinteren, men også havde noget tilbage af den til april når sæsonen for alvor starter igen.

Derfor indføres fra og med mandag den 4. november første del af vores vinterbane:

Måttepåbud (tee, fairway, semirough, greensomgivelser)

Den ratede ”vinterbane” med grønne og sorte teestedsklodser oprettes. Vores almindelige træklodser kommer i vinterkvarter.

Kun spil fra vinterbanens tees.

River indsamles.

Glasfiberstænger på greens. Træflagstænger kommer i vinterkvarter.

Opsamling af bolde på range ophører. Spillere skal selv samle bolde op fra rangen.

Par 3 banen lukkes.

Brug af scooters på banen indstilles

Hvad der stadig holdes åbent:

Vi fortsætter med at have flag på greens. Vi passer banen som vi plejer på denne tid dvs. der tromles, klippes, flyttes huller, rives bunkers etc. Reduktion af disse arbejdsopgaver vil ske når vejrforholdene taler for det.

Som altid:

Husk måtten

Ret dine nedslagsmærker op

Giv plads til hurtigere spillende bolde bag dig

God fornøjelse

Martin Nilsson

Chefgreenkeeper

Banestatus oktober

Planlagte større vedligeholdelsesopgaver på banen i oktober:

Uge 40: Par 3 banens greens propprikkes.

Uge 40: Træningsgreens prikkes.

Uge 40/41: Fairways eftersås.

Uge 40/41: Fairways gødskes.

Uge 41: Teested på drivingrange renoveres. Lukkes efterfølgende for sæsonen.

Uge 41: Banens forgreens og greensomgivelser prikkes, eftersås og topdresses. Forvent forstyrrelser for spillet under arbejdets udførelse.

September har budt på fantastisk vejr til golf og greenkeeping og trods to regnvejrs begivenheder, der leverede i alt 133 mm regn har det ikke taget følelsen væk at måneden har været skøn. Solskinsdage gør bare, at det svindende dagslys ikke føles så deprimerende.

De sidste 60 mm regn kom i dagene op til Royal Trophy, denne sæsons sidste store begivenhed, hvis vi ser bort fra Cross-Country’en i starten af november 😊. Jeg bliver stadig forbløffet over hvor godt vores bane tager store mængder regn. Bunkers var fyldte med vand torsdag og fredag, men lørdag morgen var kun et fåtal ude af spil og vi havde faste fairways og greens, der kunne levere til et mesterskab. Det blev en hård omgang for spillerne og vores egen Magnus Becker triumferede i blæsevejret.

I oktober begynder efteråret for alvor på banen. De kortere dage, dug, blade, hjorte der slås, flygter eller spiser kastajner, bog og ol præger banen og dens pleje. Greenkeepernes hovedfokus er at mindske sygdomspresset på greens ved at holde dem så tørre som muligt og ikke arbejde så meget på dem. Det passer fint med, at græsserne vokser mindre.  Vi går over til færre klipninger (som kan fremme sygdom) og går mere over til tromling (som kan mindske sygdom). At blæse blade og frugt væk fra græsarealerne er en stor og tidskrævende arbejdsopgave, men den hjælper os med til at mindske skader fra hjortene og sikre lys og luft.

Efter denne weekends komités og sponsormatch lukker drivingrangens store teested for sæsonen. Det skal have tid til at restituere sig efter endnu en lang sæson. Resten af sæsonen og frem til forårets komme skal der trænes foran teestedet og der skal anvendes måtte.

Vi satser på en tør, solrig og gerne blæsende oktober for det giver masser af gode golfdage.

Som altid:

Ret dine nedslagsmærker

Anvend divotbags på fairways

”Play it forward”: Find et teested, der passer sæsonen og vejret. Så er golf sjovere.

God fornøjelse

Martin Nilsson, Chefgreenkeeper    

Banestatus september

Vi har passeret en dejlig sommer nu og er i fuld gang med den travle sensommer og meget snart september. Vejret er med os- og det holder vi fast i.

Større vedligeholdelsesarbejde på banen:

Uge 35: Greens luftes med meget små hugpiber. Forvent, at der arbejdes på enkelte greens, men spillekvaliteten ikke påvirkes væsentligt.

Uge 37 eller uge 40: Arbejde på fairways. Forvent enkelte lukkede huller i arbejdstiden og unormale spilleforhold. Der gives reduktion i greenfee i denne uge hvis, der arbejdes.

Vi har haft en længere periode, hvor det store teested på drivingrangen har været mere ”langskægget” end vi plejer at have det. Miseren skyldes, at den klipper, der passer det er endegyldigt afgået ved døden. Siden den dag har en havetraktor og lejlighedsvis vores lille robot ”Crille” passet teestedet. Vi har lejet en gammel klipper som skal passe teestedet indtil sæsonen, slutter for dette i oktober, så nu forventer vi, at vi får vores go’e gamle teested tilbage.

Vi har netop givet vores puttinggreen ved drivingrange den store tur med dybdeluftning, prikning, eftersåning og topdressing. Det trængte dén til. Den er svagere, har dårligere græsser og er mere sygdomspræget trods det faktum at den ligger i fuld sol hele dagen.

Sådan en tur har vi ikke været vant til på den store bane i en del år nu. Vi har sunde og stærke greens og disse kræver ikke meget større vedligeholdelsesarbejde. De dresses, luftes og eftersås, bevares, men slet ikke i samme omfang som for 10 år siden eller som den store puttinggreen. Så længe grundvilkårene er gunstige og greenkeeperen passer på med vand, gødning og klippehøjder så kan man skabe et så stabilt miljø, at det næsten, men også kun næsten passer sig selv og det er jo godt for golfspilleren og for greenkeeperen, som så kan arbejde et andet sted.

Fairways er et arbejdsområde hvor vi ikke helt er der hvor vi gerne vil være endnu, selvom denne sæson har givet os fantastiske fairways. Vi er specielt ude efter at sikre os en bedre spillekvalitet tidligere i sæsonen og bygge en højere modstandskraft ind mod tørke- og  varmestress om sommeren. For at nå dertil topdresser og gøder vi og eftersår med nye græssorter, der passer bedre til vores dages klima.  Fairways skal have en tur mere i denne sæson og det bliver enten i uge 37 eller uge 40 afhængigt af vejr, maskiner og mandskab.

Den 1. september går jagtsæsonen ind og hjortene (først kronhjorte, sika og derefter dådyrene) begynder så småt deres brunsttid. Kronhjortene er allerede begyndt at brøle. Det er en skøn tid med skønne farver og masser af aktivitet i skoven. Vi golfere skal derfor også vænne os til, at der er flere gæster i Dyrehaven og derved flere gæster, der måske strejfer ud over golfbanen. Det må de godt – de har faktisk førsteret til dette – så det er vores ansvar at give plads for gæsterne og give dem en god oplevelse på golfbanens del af sletten. Og husk: de forstår ikke hvad ”FORE” betyder.

Som altid:

Pas på dine greens. Ret dit nedslagsmærke op (der har været mange uoprettede i år)

Pas på dine fairways. Husk din divotpose (hænger altid klar i starterhuset)

Pas på dine greenkeepere (de er her for at gøre banen lækker til netop dig)

De bedste golfhilsner

Martin Nilsson, Chefgreenkeeper

Banestatus juli.

Juli, og den første del af august, er en relativ stille tid på vores bane. Greenkeeperne vil derfor gennemføre en del langsigtet vedligeholdelsesarbejde, der både skal sikre at vi har gode overflader i resten af sæsonen, men også så vi kan fortsætte med at bygge ovenpå den positive udvikling banen er i.

Større vedligeholdelsesarbejde på banen i juli:

Uge 28: Greens prikkes, topdresses og eftersås. Forvent et mere sandet og ujævnt rul i den første del af ugen.

Uge 29: Teesteder prikkes, topdresses og eftersås. Forvent mindre forstyrrelser.

Uge 30: Greensomgivelser og forgreens prikkes, topdresses og eftersås. Forvent en mere sandet overflade frem mod weekenden.

Der tages forbehold for vejrlig, maskinnedbrug og sygdom

Den første del af sæsonen er overstået og jeg kan evaluere hvordan banen har artet sig.

Vejret i denne sæson har bestemt været med os. Godt nok har det været tørt i en periode af maj og vi fik et par meget varme dage i slutningen af juni, men ellers har det været ”græs-vejr” siden april. Ikke for varmt, koldt, vådt eller tørt. Bare jævne temperaturer og tilpas med nedbør. Guf for græs. Det har banen nydt godt af og alle dele af banen har trivedes, selv roughen. Den er blevet tyk igen og kun en tør og varm juli eller august vil sætte den tilbage igen.

Det sætter jo fokusset på at holde bolden lige ned ad fairways og så er det jo ekstra rart når de står så flotte som de gør. Fairways er tættere og giver et langt bedre lie end vi har været vant til i mange år, så vi begynder nu at høste resultaterne af de seneste 5-7 års investering i løft af fairways.     

Maj og juni har været travle med rigtigt meget spil og mange arrangementer. Vi har også haft en del besøgende, som ikke skulle spille golf, men derimod kigge på græs og græspleje. I flæng kan nævnes: greenkeeperelever fra et scholarship program på Kristianstads GK i Sverige, 45 greenkeepere fra Sverige, Holland, Tyskland og Danmark, en gruppe engelske sælgere af bl.a. græsfrø og så endelig ca. 90 golfbanearkitekter, der både spillede golf og nyd vores gæstfrihed i klub og restaurant. For alle gælder det, at de søger her ud for at opleve vores golfbane i den storslåede Dyrehaven, men også for at lytte og lære om hvordan en golfbane kan passes uden brug af pesticider og med mere end 2000 hjorte.

I greenkeepergården har vi i en del år haft stor glæde ved at have ansat unge golfspillere, der holder sommerferie i Danmark fra deres collegeophold i USA.  Det er korttidskontrakter og de unge golfspillere vender typisk tilbage en 3-4 år inden de får andre interesser eller golfkarrieren tager fart. Jacob Skov Olesen, som arbejdede om sommeren indtil for 2 sæsoner siden har lige vundet British Amateurs, hvilket jo er en kæmpebedrift. Det var godt at kunne lokke Jacob ud til ”vinder-Othello lagkage” mens han spillede EM på the Scandinavian og fejrer ham i teamet med hans triumf.

God sommer

Martin Nilsson, Chefgreenkeeper

Banestatus juni 2024

Juni måned er fuld af matcher og arrangementer, så der er kun planlagt meget få større vedligeholdelsesopgaver. Greenkeeperne fokuserer derfor på almindelig banepleje samt fortsat trimning af vandingsanlægget.

Planlagt vedligeholdelsesarbejde på banen, der kan påvirke spillekvaliteten:

Uge 22: Luftning af greens (mandag og torsdag). Der luftes med små spyd med minimal forstyrrelse.

Uge 24: Greens skæres og dresses (mandag) . Forvent meget lille forstyrrelse af spiloverfladen.

Nu er det blevet tørt igen og rigtig meget af vores pleje handler om vand og vandingsanlæg. Som årene skrider frem, bliver det varslede klimamønster med længere perioder med tørke mere ”hverdagsagtigt” og med et vandingsanlæg fra omkring 1990 så står vi blottet når vi oplever disse tørkeperioder. Vi er netop kommet igennem en periode på 12 dage med en kortslutning af vandingsanlægget og selvom vores greenkeeping er baseret på, at banen skal holdes på den tørre side, presser det ressourcerne og i sidste ende kvaliteten når vi mangler vand.

Frem mod en forventet investering i et nyt vandingsanlæg arbejder vi med at løfte kvaliteten af områder af banen som i dag har en dårlig dækning af vand ved at bygge ud på det eksisterende anlæg og tilføje flere sprinklere. Fokus er på vores forgreens og vi har netop færdiggjort anlægsarbejdet på 18. hul og skal videre til 16. huls forgreen. Vi har i den forgangne måned også afsluttet arbejde med at få flere sprinklere på vores teested på rangen så vi hurtigere kan få græsfrøene til at spire og holde dem i live efterfølgende. Dette forår har vi investeret i et nyt softwareprogram til vores vandingsanlæg så vi nu endegyldigt har forladt vores gamle DOS-baserede program. Det var vist nok også ved at være på tide. Til efteråret nedgraves et nyt og stærkere strømkabel fra klubhus til brønden så vores pumpe kan øge sin kapacitet. Alt i alt arbejde klub, banekomite og greenkeeperteam mod, at sikre banens vandforsyning og får at anvende vandressourcen så bæredygtigt og ansvarligt som muligt.

Lige straks kommer der en frisk forsyning af vores populære divotposer. Det betyder, at der igen vil være ekstra mange fyldte poser at finde i starterhuset og i en lille kasse ved stien v. 5. og 14. hul. Rigtigt mange af jer er meget flittige til at tage posen med så divots på fairways og andre steder kan efterfyldes. Det ses på banen og det hjælper med at holde kvaliteten.

Som altid:

Ret dine nedslagsmærker op – og gerne andres efterladte…

Anvend med fordel to hænder på riveskaftet når du river efter dig i bunkers

Driving ranges pli: hold dig til træning fra din valgte bås

Driving range pli: Slå tørv i linjer og ikke spredt

God fornøjelse

Martin Nilsson, Chefgreenkeeper