Banestatus medio August

Så kom regnen endelig! Ikke meget, men dog nok til at give golfbanen en puster efter næsten 3 uger med sol og varme. Lige så stille vil fairways, semirough og bunkerkanter begynde at grønnes. Det passer fint fordi der venter 2 meget travle uger for klubben med flere company days, klubmesterskab og gunstarter i forbindelse med klubber-i-klubber.

Der er derfor heller ikke planlagt større vedligeholdelsesarbejde på banen i de næste to uger. Par 3 banens greens og forgreens propprikkes i uge 36.

Efter to uger hvor fairwayklipperne har stået stille, står greenkeeperne på spring for at komme til at klippe igen. Først tager vi lige vores rotorklipper hen over fairways for at fjerne de lange græsstrå, der er groet frem i tørken. Det er et naturligt forsvar, at græsset sætter frøstande når der er tørke, men hvis stråene bliver for lange, så kan de ikke klippes med vores almindelige fairwayklippere. Efter denne proces bringer vi en ny omgang afspændingsmiddel ud på fairways. Brug af afspændingsmiddel til at forbedre vandtilgængeligheden har været et nyt initiativ i år og har måske været en medvirkende årsag til, at gæstespillere som medlemmer har rost vores fairways for at være nogle af de grønneste i tørkeperioden. Det er nyt!

Greens og omgivelser er også kommet fint igennem tørken greens ruller meget ensartet imellem 9 og 10 fod alt afhængigt om de er blevet klippet, tromlet eller begge dele samme dag. Greens er blødere end sædvanligt hvilket skyldes, at vi har måtte vande omgivelserne mere end normalt. Greens er reelt meget stærke, mens omgivelser og forgreens hurtigt bliver tørre og gule. Årsagen til dette er, at vores vandingsanlæg er designet til kun at passe greens, mens det i dag passer omgivelserne med. En forøgelse på i alt 250%. men læg mærke til 8 greensystem. I juni måned etablerede vi som prøve dedikerede område sprinkler og forgreensvandere hvilket har resulteret i væsentlig bedre vanddistribution, mindre stress, ingen overvanding af greens og grøn, tæt forgreen fremfor gul og åben.

2 store træer gav op i den forgangne uge. Uden varsel lagde de sig ned temmelig banenært. Skoven var hurtige ude og trække til side, men kig op og pas på.  

Afslutningvist: Brug fugten til at anvende vores nye fairway divotposer og find nogle nedslagsmærker at rette op.

God fornøjelse.

Banestatus August

Vi er i fuld gang med en hedebølge og det betyder, at der på banen er fokus på, at komme så godt igennem den som muligt så vi er i stand til at sætte gang i vores langsigtede vedligeholdelsesarbejde i september måned.

Vi skal sikre at vores vanding om natten på greens og tees kan følge med og at de sårbare områder, der ikke har en ordentlig dækning af vand bliver beskyttet med håndvanding.

vi reducerer også antallet af klipninger på de områder, der ikke får vand. Her tænker jeg i første omgang på fairways, men klippefrekvenser på greens og greensomgivelser kan også sænkes så de slippe bedre ud af den varmestress de skal opleve i det næste stykke tid.

I den forgangne uge ændrede vi de planer vi havde varslet om arbejde på greens. I stedet for at topdresse, valgte vi at vertikalskære en række greens med lidt for tæt græsdække og efterså vores svageste greens 1, 18 og puttinggreen. Resultatet blev rigtigt godt. Topdress er utroligt vigtigt, men når tilvæksten på green er så kontrolleret og begrænset kunne vi altså vælge det fra.

Læg mærke til, at I fra starterhuset nu kan tage en pose indeholdende lidt sand og græsfrø med på jeres runde. Det er til at reparere divots på fairways. Hvis du ønsker det, kan du beholde posen og fylde den op igen med sand og frø fra en spand, der også er opstillet ved starterhuset. Ellers læg posen tilbage igen og så fylder greenkeeperne den op.  Under alle omstændigheder vil du være med til at holde vores fairways i god stand.

Banestatus august

Planlagt banearbejde i august:

Næste uge (man-ons): Vi vertikalskærer og topdresser greens. Forvent langsommere og mere ujævne green imens arbejdet gennemføres.

Hele august: “Projekt Kløver”. Sensommerbehandling af kløver på greens og greensomgivelser. Forvent sorte pletter på græsoverfladerne fra behandlingen med jernsulfat.

Vi er kommet godt igennem den første del af sæsonen og begynder nu at gøre os klar til den sidste travle del. Der er rigtigt mange matcher og arrangementer presset ind i programmet de næste to måneder og det sætter også sit præg på baneplejen idet større, mere besværlige projekter ikke nødvendigvis sættes i gang. Men vi er godt med i plejeplanen og er tilfredse med udviklingen.

Et nyt initiativ er, at vi har hængt poser med divotmix op i starterhuset. De er til fri afbenyttelse og I må også gerne beholde dem så I altid har en ved hånden når I er ude at spille. De fine sorte poser med klublogo på indeholder en sand og græsfrømix som spredes i de divots I laver på fairways og semirough. Når runden er overstået kan I hænge dem op på plads igen eller efterfylde med sand/frø fra en dertil opstillet kasse. I kan på denne måde være med til hjælpe greenkeeperne med at vedligeholde og forbedre vores fairways.

God fornøjelse.

Banestatus Juli

De sidste par ugers planlagte arbejde på banen er vel gennemført. Greens er blevet vertikalskåret, dresset og luftet, fairways børstet og bunkers er trimmet. Til sidst i indeværende uge har greens, omgivelser og tees modtaget en let gødningstonic så de kan stå en eventuel tørke i juli bedre igennem.

Så meget arbejde på specielt greens indenfor kort tid giver naturligvis et midlertidigt udfald i spillekvaliteten, men den er hurtigt tilbage. Vi beklager de gener arbejdet har medført.

De tidlige bookninger i golfbox fra kl. 0630 giver også lidt udfordringer i forhold til banens vedligehold. Du kan som golfspiller hurtigt komme i “berøring” med adskillige greenkeepere på larmende maskiner. Vi fra greenkeeperteamet prøver naturligvis, at undgå jer for ikke at være i vejen så jeres runde bliver så god som mulig, men en vis kontakt kan ikke undgås.

En faktor som greenkeeperne ikke har indflydelse på er roughen. Vores fredede rough er tilbage efter to sæsoners fravær. Det mærkes tydeligt på antallet af mistede bolde og på det nedadgående humør. I kan bestemt med fordel rykke fremad på valg af tee. Alle tees er ratede, så prøv en dag som herre f.eks. at ryk frem til tee 52 eller 49 og mærk hvordan du kan holde bolden i spil og humøret oppe.

God fornøjelse

Banestatus Juni

Vi har nu spillet golf på fuld tryk i mange uger siden nedlukningen og nu trænger greens til lidt ”luft”. Greens er stadig hurtige og dejlige, men bliver gradvist tyndere og hårdere. De skal holde hele sæsonen så derfor får de lidt kærlig pleje i den uge der starter med mandag den 22. juni.

Fairways er nu blevet så tætte, at vi er gået i gang med at børste dem regelmæssigt. Græs har det med at lægge sig ned og lange frøstande er også svære for klipperne at få fat i. Børsten rejser græsset op og vi opnår et pænere klip. Alt sammen hjælper det på kvaliteten af spilleoverfladen samt det visuelle.

Par 3 banens renoverede tees er taget i brug. De er blevet større og jævnere. Opmærksomme golfere vil også bemærke, at en række farvede plastikkoste er sat ned i jorden på den store indspilsgreen. Kostene er en del af et forskningsprojekt som klubbens greenkeepere deltager i hvor det undersøges om hyppig tromling hjælper mod svampesygdomme.

Vandposten bag bænken ved 10 huls teesteder er åbnet igen til fri afbenyttelse.

Større vedligeholdelsesarbejde på banen, der forstyrrer afviklingen af spillet:

Uge 25: Etablering af vandingsanlæg på 8 green færdiggøres. Flaget vil stå på forgreen mandag og onsdag i arbejdstiden

Uge 26: Arbejde på greens. Der prikkes og topdresses.

Uge 27: Bunkers. Der klippes kanter og efterfyldes/flyttes rund med sand

God fornøjelse

Banestatus Juni

Det er et meget stort nedbørsunderskud vi opererer under dette forår og forsommer. Måske kommer der endnu en stor omgang regn her til weekenden, men banen er under hårdt pres. Gødning og afspændingsmiddel har hjulpet på fairways og lukket de sidste huller således at oplæg har kunnet ophæves, men der skal vand til for at holde sammen på det.

Vi har et anlægsarbejde på vej i næste uge. Mandag den 8. går vi i gang med at renovere vandingsanlægget rundt om 8. green.  Der bliver installeret nye sprinklere til greens, men det særlige er, at der bliver installeret områdesprinklere og forgreensprinklere. Arbejdet tager det meste af ugen og I må forvente, at flaget på dette hul vil være placeret på provisorisk green mens arbejdet på begår.

De nyrenoverede teesteder på par 3 banen er meget snart klar til brug. Nogle spillere har desværre ikke kunne holde sig fra dem, men tøv en kende.

God fornøjelse.