Banen lukkes for spil

Banen lukkes for spil til og med søndag den 1. marts.

Derefter vil der tages en vurdering om hvorvidt banen kan genåbnes.

Det seneste døgn tids nedbør har for alvor ændret banens beskaffenhed og der ligger nu vand steder som vi ikke almindeligvis ikke ser vand. Der er meget glat og smattet på bunkerkanter og alle hældninger. Slitagen på stier og transportområder er for stor.

Banestatus februar

Det er en meget mild vinter vi er i gang med, hvilket kunne give mange gode timer på golfbaner for både spillere og greenkeepere, men al den regn driller. Heldigvis er banen åben takket være dens gode dræningsevne, modsat en meget stor andel af landets golfbaner.

For greenkeeperne er det er fristende at gå i gang med at kæle for greens og tees ved at klippe dem, måske lufte eller dresse lidt eller starte en tidlig eftersåning for jordtemperaturen er usædvanlig høj og kunne give mulighed for at sætte meget besværligt vedligeholdelsesarbejde tidligt i gang. Men transport til og fra arbejdsområderne og slitage ved vendinger gør, at greenkeeperteamet holdes på stand-by. Men vi kan næsten ikke vente. I stedet for er der fokus på reparationer på og generel klargøring af bunkers, muldvarpejagt, klargøring af baneudstyr og maskineri.

Den milde vinter og nedbøren har bestemt ikke afholdt jer golfere for at bruge banen og det kan ses nu. Slid på tees, divots på fairways, slitage på stisystemerne parret med et desværre meget stort antal uoprettede nedslagsmærker på greens gør, at banen ser mærket ud nu. Det er en skam, at så mange nedslagsmærker efterlades uoprettede for resultatet af dem er, at banens greens vil være unødvendigt slidte når sæsonen først går i gang hvor mange forventer en høj standard fra starten af. Husk på, at græsset først kan forvente aktivt at gro og regenerere sig selv i midten af april altså om 2 måneder. Så fat din pitchfork, ret dine nedslagsmærker op og støt dine medspillere i indsatsen så greens kommer så sunde og lækre igennem vinteren. Det kræver ikke en stor indsats.  

Når vi kommer hen til marts er den årlige topdressing af fairways lige om hjørnet. Arbejdet bliver naturligvis varslet i tide, men afhænger af vejret. Programmet for fairways er, at der udlægges 5mm sand, der luftes let i toppen og derefter eftersås der med græsfrø. Processen er irriterende for jer spillere fordi den efterlader fairways godt sandede, men det er i forhold til spillertryk den bedste tid på året at gennemfører den i. Men med den varme vi har i jorden er det forventningen, at sandet relativt hurtigt forsvinder.

Banestatus December

Vi er nu godt i gang med årets sidste måned.

Trods en tidligere melding om flag på greens til og med den 20. december, bliver vi nu nød til at omgøre denne beslutning. Forekomst af flag på greens bliver på ad-hoc basis fra og med onsdag den 11. december. Greens holdes åbne som tidligere vintersæsoner.

Det er de stadige mængder nedbør, der gør at sliddet på banen, specielt rundt om teesteder og greens, er for stort. Banen kommer fint af med vandet og greens er som sådan stadig i fin stand for årstiden. Men vinterspil er hårdt for græsset og vi skal frem til midten af april før det begynder at vokse igen og reparerer den slitage, der er opstået i løbet af vinteren.

Du kan bestemt gøre en forskel for på hvordan vi kommer igennem vinteren:

a) læg tørven tilbage i dit slagmærke. Specielt fairways bliver ujævne af, at tørven ikke lægges på plads

b) ret dit nedslagsmærke op. Alt for mange spillere retter ikke deres nedslagsmærke op i ydersæsonen.

c) hold afstand til greens og greensomgivelser. Hjul og fodspor slidder og der smides masser af jord og mudder af på de fine græsarealer.

d) Sæt proppen tilbage i hullet når din bold har puttet færdig.

Greenkeeperne holder greens spilbare igennem vinteren ved at reparere skader fra hjortene, rette nedslagmærker op og ved at dugge greens af for at mindske sygdomstrykket. Derudover tromles greens ca. 1 gang om ugen for at holde spilbarheden oppe, men igen også for at mindske sygdomstrykket som er en nøgleopgave på en pesticidfri golfbane.

Vores årlige vinterrenovering af slidte bunkers skrider langsommere frem end ved tidligere år fordi forholdene på banen har gjort, trods den megen regn, at fokus har været på almindelige vedligeholdelsesopgaver på banen. Men stille og roligt går det fremad. Vær opmærksom på, at greenkeepere lader enkelte køreplader henligge i bunkers igennem vinteren. Det er ikke af glemsomhed, at disse grå plader henligger, men vi gøre det for at mindske hjortenes lyst til at grave i den nylagte tørv på de nyrenoverede bunkers. Det er en metode til, at komme med skånsomt igennem vinteren på.

Skovens træspecialister har fjernet en farlig stamme på en kastajne ved 2. teested. Stammen ville have ramt enten vejen eller teestedet den dag den ville beslutte sig til at lægge sig ned. Nu hvor stammen er væk er det dejligt, at se at pladsen i højre side af teestedet er blevet lidt bedre end førhen. Skoven kommer til at gennemføre lignende indsatser i løbet af vinteren langs banens nord side, hvor risikotræer vil kunne ramme skovgæster som golfere.

Banestatus november

Vi vil ikke brokke os over vejret. Trods masser af regn i oktober, såvel i september, holder vores 18-huls bane stand, er åben og leverer stadigvæk masser af gode muligheder for dejlige golfoplevelser. Årets sidste eliteturnering Royal Trophy blev afholdt i midten af oktober med masser af roser til specielt greens og den kvalitet er der ingen grund til at vi ikke kan holde os tæt på i meget lang tid. Greens er faste, sunde og ruller godt trods den minimale plejeindsats vi har på dem nu.

Eneste minus er, at vi er løbet tør for puttinggreens til at træne på. Puttinggreen ved terrassen er lukket for at give den fred henover vinteren, mens den store puttinggreen ved drivingrange også er lukket ned grundet for store skader efter hjorte. Vi har dog et spinkelt håb om, at vi kan åbne en del af den op igen, da hjortenes fokus nu er et andet sted efter at alle kastajnerne er blevet spist. Meget snart åbner vinterens foderpladser og så søger de derhen.

I denne sæson forsøger vi, at holde fairways, tees og omgivelser klippet og plejet i så lang tid som muligt, men ellers er plejeopgavernes fokus på blade, ormeskud, sygdomsforebyggelse og reparationer på bunkers.

Vores allesammens egen greenkeeperelev Mathias Crillesen har den 25. oktober bestået sin eksamen til greenkeeper på Sandmoseskolen i Nordjylland. Mathias er barnefødt i Dyrehaven da han er vokset op i huset lige ved siden af golfklubben. Hans far Carsten er nemlig skovløber og jæger her i skoven. Mathias er kun lige fyldt 22 år og stiftede første gang bekendtskab med golfbanepleje i 9. klasse da han var i erhvervspraktik hos os. Siden da blev det til lidt sommerjobs og praktikforløb i forbindelse med anden uddannelse, før han for 3 år siden, besluttede sig til at blive greenkeeper. Den bedrift er nu veloverstået, men en fast plads på holdet her i Dyrehaven bliver det ikke til. Derimod skal han nu finde en ny arbejdsplads, der får gavn af hans altid gode humør, lærenemhed og maskintække. Mathias bliver hos os resten af sæsonen og søger derefter nye golfgreens. Vi sender ham afsted med de allerbedste ønsker for en godt og langt arbejdsliv som greenkeeper.

Banestatus Oktober

Lige så stille falder plejeintensiteten ude på banen i takt med, at græssets tilvækst aftager. I stedet for kommer der fokus på ormeskud, bladblæsning, indvintring af greens og reparationer på bunkers og andre skadede områder. Det er kedelige ting, men banen er bestemt stadig fuld spilbar og særligt greens er i god form.

Puttinggreen ved klubhuset er per 27. september blevet lukket for spil. Som en af de svageste greens på banen så får den en pause fra nu af.

Vi spiller med lejeforbedring på tætklippede arealer fra den 28. september. Se opslag i hall’en eller ved infotavlen ved udgangen til første tee.

I næste uge (40) gennemfører vi nok årets sidste eftersåning af fairways.

Efter endt eftersåning bliver fairwaymarkeringerne hævet. De er hen over årene endt med at stå lidt for dybt. Det rettes der op på nu.

Vi starter vores årlige renovering af bunkers i oktober måned og dette arbejde pågår frem til juleferien og genoptages i det nye år. Hvert år renoveres mellem 10 og 15 bunkers. I år har vi mange små skader på mange bunkers. Det er små skader fra sidste år og dette års vinter, der ikke har helet i løbet af vækstsæsonen. De skader bliver enten fixet med et stykke tørv eller med små klumper kit bestående af sand, mulch (et cellulose produkt) og græsfrø.

Som altid er der skarpt fokus på plejen af vores greens i ydersæsonen. Klubben må ikke anvende svampegifte som konventionelle golfklubber gør. Derfor må vi fokusere på andre metoder, der sikrer sundheden samtidigt med at spilkvaliteten opretholdes. Hvordan vi passer vores greens i ydersæsonen er der blevet lavet en video om. Den er produceret af en af vores greenkeeperskoler med støtte fra Miljøstyrelsen og DGU. Videoen kan ses ved at trykke på linket her:

https://www.youtube.com/watch?v=7gNH8_Llo5o

Vores plejemetoder og vores udfordringer er også interessante udenfor landets grænser. Situationen i mange lande kan betegnes som panisk efterhånden som brugen af pesticider bortfalder. Vi er mange år foran i Dyrehaven og vores plejeindsats og strategi giver for mange udlændinge et billede af hvad, der kan, eller vil blive, være en acceptabel standard for fremtiden. Efterår er som andre år derfor begyndelsen på besøg fra greenkeepere, baneudvalg og forskere fra andre lande. Dem er vi glade for at modtage for kun ved at dele viden og erfaringer kan vi blive bedre til vores banepleje uden brug af kemi. I oktober besøges klubben af en gruppe hollandske greenkeepere og senere på måneden følger greenkeepere fra Goodwood i England, der selv er ved at komme i fedtefadet af mangel på svampemidler. I november følger så besøg fra sportens moderorganisation, R&A.

Som beskrevet tidligere så går vi ind i en tid med mindre eller ingen tilvækst i græsset. Det betyder, at det er endnu vigtigere, at I retter nedslagsmærker op og ligger turf tilbage i divot på fairway og semirough. Der bliver stadig stillet rør med sand og frø ud på udvalgte tees og det hjælper markant når I anvender disse. “Keep up the good work”

Banestatus September

I de to første uger af september har greenkeeperne været fuldt beskæftiget med at få eftersået en stor del af banens samlede spillearealer. Først kom turen til greens og greensomgivelser, derefter teesteder og til sidst fairways. Takket være de fine vejrhold er det tydeligt at se de små græsspirer titte frem i tusindvis på de eftersåede arealer – specielt på greens. Om ikke så længe kommer turen til stier og det store træningsteested på drivingrange.

Uge 38 (16-22/9): Inden vi når til de sidste eftersåningsrutiner skal banen nå at blive klar til klubmesterskab. I indeværende uge klargøres alle bunkers igen, dvs. kanter bliver klippet og sand flyttes rundt eller bliver efterfyldt.

Uge 39 (23-29/9): I starten af denne uge vil der være en del gravearbejde på drivingrange ved vores nye puttinggreen.

Vores nye puttinggreen fik en fin start sidste år, men har haft det svært i perioder i år. Det er ikke unormalt, at det tager et par sæsoner for en ny green, at finde sit leje når greenkeepere og spillere slider på den dagligt. Denne puttinggreens udfordring er, at der løber rigtigt meget overfladevand ind på den fra drivingrange. Den dræner som sådan fint, men kan i perioder ikke følge med og det øger slitagen på græsset. To store zoner af greenen har et ringe græsdække og det er dette problem vi nu søger en løsning på.

Greenkeeperne graver et dræn ned foran puttinggreen for at fange en så stor del af overfladevandet inden det løber videre ind på greenen. Små afvandingsriste vil hjælpe med til at lede vandet ned til drænet og videre ud i grøften bag greenen.

Denne løsning er den mest skånsomme for greenen. Såfremt den ikke viser sig tilstrækkelig effektiv vil greenkeeperne til foråret grave yderligere dræn ned i selve greenen.