Marts

Vinteren er endt med at blive både lang og kold. Det betyder, at det sæsonforberedende arbejde som greenkeeperne altid får klaret i februar og marts er blevet udskudt og at vi får en eksplosiv start på sæsonen i påskedagene. Sådan bliver det i år. Grundlæggende er banen kommet godt igennem vinteren. Der er minimale skader på greens efter svampeangreb, men masser af spor og rifter efter hjorte. Lidt topdressing, sol og varme vil rette dem op hurtigt i løbet af april.

Alt er naturligvis med forbehold, men i det omfang banen når at blive arbejdsklar, så er det planen at nå at få alle vores bunkers sæsonklargjort inden påske. Næsten 4 måneder alene med hjortene har sin pris og det er altid en betragtelig opgave at få skik på dem i foråret. Flere af dem trænger tillige at blive hovedrenoveret, men den opgave er først programsat til når græsset for alvor er begyndt at gro igen. Og hvis det er muligt når greenkeeperne også at få børstet, klippet og dresset greens og greensomgivelser inden påsken. Vi gør alt for at skabe så gode spilleforhold til påsken som forhåbentligt bringer foråret med sig.

Eet offer har den lange vinter dog medført og det er den planlagte topdressning af vores fairways. Den skulle havde været gennemført i uge 12, men er nu udskudt til uge 15 eller 16 i april.

Vinterens ventetid er blevet anvendt til at bringe etableringen af den nye lounge fremad. Der er blevet spartlet, pudset og malet på livet løs. Flere andre rum er blevet istandsat for at få kabalen med det nedlagte turneringskomiterum til at gå op. Turneringskomiteen kommer nu til at residere i det gamle juniorrum hvor Martin har haft kontor et par sæsoner. Et lagerrum ved siden af er blevet nedlagt for at give plads til et par nye kontorpladser og et lagerrum. Kælderen er blevet istandsat så den også kan anvendes til lager til shop og kontor. Endeligt er der blevet etableret et koldrumslager til opbevaring af terrassemøbler mm. Alle projekter har haft greenkeeperne som en central udførende part.

Vores greens-, tees- og fairwayklippere har denne vinter gennemgået en hovedrenovering. Maskinerne er som sådan stadig i fin stand efter 6 travle sæsoner, men klippecylindrene var slidt op. Cylindre og andre sliddele på vores maskiner er derfor blevet udskiftet for at de fortsat kan præstere optimalt.

 

Banestatus december 2017

Nu bliver det rigtig vinter på banen. Greenkeeperstaben er sendt hjem på juleferie og begynder først at vende tilbage i begyndelsen af januar, da der som vanligt skal afvikles ferie og afspadsering så de grønne mænd er friske til en ny sæson når foråret kommer.

Selvom banen vil være åben for spil i julen og fremefter falder serviceniveauet. Der bliver ikke bragt flag ud på greens indtil det nye år, hvor det kun vil være hvis vejret bliver særligt mildt. River i bunkers er taget ind for vinteren, og vi reducerer antallet af spilbare teesteder til to, nemlig  57-banen og 49-banen. Alle andre teesteder er lukkede for spil.

Banen er åben og greens ruller rigtig fint!

På hverdage samles flagene ind af greenkeeperne ved endt arbejdstid, dvs. ca. kl. 14:30. Den skarpe observatør bemærker på 1.-5. hul, hvor flagene står på 14-18. hul, så man ved hvilken del af greenen man skal ramme.

Årsagen er at banen, og især stierne, er for bløde til at kunne lade vores faste flagindsamler Bitten samle ind i mørket. Vi indfører dette lidt tidligere på sæsonen end normalt, men det skyldes al nedbøren, der er kommet igennem sensommeren og efteråret.

I weekender bliver flag stadig samlet ind ved solnedgangstid.

Kom ud og spil – skoven er fantastisk smuk og banen står rigtig pænt for årstiden!

Banestatus 19.10.2017

Banen er åben og spilbar. Fairways er fortsat bløde, hvorfor lejeforbedringen er på sin plads så man kan rense bolden inden næste slag. Greens ruller fint og her det rigtig godt for årstiden.

DRIVING RANGEN ER ÅBEN, men der er ikke bolde i maskinen. De store mængder regn har gjort at vi ikke kan opsamle boldene. I den højre del af rangen plugger stort set alle slag, hvilket betyder at vi mister mange bolde og at de på sigt heller ikke kan opsamles med maskinen da de synker dybere ned i jorden. Vi har lagt nogle bolde ude på rangen, som man kan hente ved håndopsamling eller den lille vogn – ligesom i gamle dage. Der er måttepåbud resten af efterår / vinter.

God fornøjelse med spillet!