Banestatus november

Planlagt arbejde på banen i november:

Alle uger afhængigt af vejret:

Topdressning af stier, områder omkring tees, semirough og rundt om greensområder

Reparation af kanter på en række fairwaybunkers

Dybdeluftning af stier

Ingen af opgaverne påvirker spillet i væsentligt opfang.

På denne tid af året er det vejret der bestemmer hvad greenkeeperne kan arbejde med og om det er sjovt at spille golf. For megen regn og alt går i stå. Fordampningen er lille, græsset optager ikke så meget vand. Banen bliver mere og mere smattet. Men vi har stadig masser af gode dage herude. Men vi skal til at passe på banen på end anden måde end om sommeren hvor alting gror og kan reparere sig. Fra nu af skal græsset ”holde” frem til slutningen af april. Hele 6 måneder. Ikke før da kan vi forvente, at græsset og golfbanen kan komme sig over det slid golfspillere, greenkeepere og ikke mindst hjorte påfører den.

Den 15. november indføres en række regler for brug af banen i vintersæsonen. Om disse nye vinterregler orienteres der om i et selvstændigt skriv.  

Allerede nu kan du hjælpe banen med at komme bedre igennem vinteren ved at følge disse råd:

  1. Følg de stiplede linjer udenom om greens og bunkers. De stiplede linjer angiver hvor du kan trække din trolley til. Lad være med at overskride linjerne.
  2. Ret nedslagsmærker op

God fornøjelse

Banestatus oktober.

Planlagt arbejde på banen i oktober:

Uge 40 mandag til torsdag: Fairways luftes, eftersås og gødes. Forvent større forstyrrelser af spillet. Tjek golfbox og opslag i klubhuset.

Uge 40: Teested på drivingrange lukkes grundet renovering. Træning fortsætter fra måtter udenfor teestedet.

Uge 41: Greensomgivelser prikkes, eftersås og topdresses. Forvent forstyrrelser mens arbejdet udføres.

Uge 43: Topdressning af stier, områder rundt tees og greens påbegyndes. Minimal forstyrrelse af spillet.  

Den første uge af oktober bliver en travl en af slagsen med masser af aktivitet på banen og på drivingrangen. Greenkeeperne vil i samarbejde med en materieludlejer lufte, efterså og gøde fairways og efterfølgende renovere vores store teested på drivingrange.

En solrig og varm september skifter her de sidste dage af måneden til mere vedvarende regn. Endda meget regn. Regn har vi været forskånet for i store dele af september og det har været godt for banens præsentation og spilbarhed. Nu skal vi så til at kæmpe med ormeskud og nedfaldne blade, men det er også en del af golfsæsonen.

Efter en hård sæsonstart har vi i år kunnet se resultatet af den intensiverede pleje vi har haft på vores fairways i en årrække. Vores topdresning, eftersåning og gødningsprogram er begyndt at give pote. Vi skal fortsætte vores program med at dresse og efterså, men i år kommer der den tilføjelse, at fairways også luftes med en hurtigprikker (faktisk to), der penetrerer de øverste 5 cm så der kan komme masser af luft ned i toppen af græstæppet for at sikre en god omsætning af ophobet organisk materiale – i daglig tale kaldet filt. Udover luftningen udbringer vi en gødning, der er beregnet til at give os en hurtigere sæsonstart til næste forår. Alt dette arbejde foregår over de første 4 arbejdsdage i næste uge, så der bliver en del trafik på banen. Maskinerne er langsomme og viger ikke for golfspillere. Spil udenom eller saml bolden op og gå videre til næste hul.

I samme uge renoverer vi vores store teested på drivingrange. Der er simpelthen blevet for ujævnt efter intenst brug de 4 eller 5 sæsoner det har eksisteret trods det faktum, at det bliver repareret dagligt. Hele fladen høvles af i ca. 3 cm’s dybde så det bliver en helt plan flade igen. Græsset vil spire frem fra rødderne igen, men støttes af eftersåning og gødning. Hele arealet hegnes ind for at beskytte det mod hjorte. Der er ikke lagt op til at det genåbnes igen før til sæsonstart 2022. I stedet for vil træning kunne foretages udenfor teestedet fra de små måtter.

I uge 41 fortsætter vi på vores greensomgivelser ved at prikke, efterså og topdresse. Det vedligeholder faste og jævne overflader med den rigtige type græs på. Vi satser på godt vejr, så vi ikke løber ind i de problemer med regn, vådt sand og dårlige forgreens vi forårsagede da vi gennemførte samme rutine på dem i slutningen af september. Det var en øv-oplevelse vi gerne ville havde været foruden.

I uge 43 genoptager vi arbejdet fra sidste år med at topdresse stier og områder rundt om tees og greens. Det er de trafikområder, der bliver mest slidte og mudrede i ydersæsonen. Fairways er blevet dresset i snart 5-6 sæsoner og de er nu ved at ”stikke af” fra de øvrige områder imellem tees og greens. Vi forsøger at løfte disse områder med denne topdresning. Sidste år nåede vi op på 300 tons sand takket være fine vejrforhold så det prøver vi at nå igen i år.

Det er travle uger, der venter, men der vil stadig være masser af plads til masser af gode golfoplevelser på banen. Efterår og regn indvarsler tiden med bløde greens, så husk din pitchfork så du kan rette dit nedslagsmærke op. Uoprettede nedslagsmærker giver ujævne greens og giver plads og grobund for sygdomme og ugræs. Ret dem op og vær med til at beskytte din golfbane.

God fornøjelse.

Banestatus September

Banearbejde planlagt i september:

Uge 38 (20-24/9): Forgreens prikkes og eftersås. Forvent lidt forstyrrelser af spilleoverfladen

Første uge af oktober:

Fairways luftes og eftersås, fairway og semirough gødes. Forvent flittige, men greenkeepere der fylder.

Teested på drivingrange lukkes for renovering.

En skuffende august er nu afløst af lovende sensommervejr i september. Morgenerne er køligere og duggen tungere, men op ad dagen bliver det sommerligt varmt. For golfbanen og græsset er det en skøn tid. Forholdet imellem temperatur og fugtighed er ideelt og der er afstand til sommerens varme- og tørkestress. September er god til anlægsopgaver og eftersåning, men vi må vente et par uger idet der er rigtigt mange store arrangementer på banen.

Mange har måske bemærket det, men få har kommenteret det, at vi har fjernet puttinggreen ved drivingrangen. Vores eksisterende puttinggreenstænger knækker eller står skævt og generelt halter kvaliteten. Uden stænger ser greenen mere rolig ud, men vi er opmærksomme på, at medlemmer, der har svært ved at nå ned, har det svært. Vi evaluerer på et senere tidspunkt om hvordan en løsning skal se ud.

Isoleringsmuffer på flagstænger er også blevet fjernet. Det var det sidste, der manglede i corona-oplukningen efter natklubber og diskoteker.

Krager hjemsøger vores golfbane i deres søgen efter fede larver. Kragerne vender tørven og vi forsøger så at udbedre skaderne efterfølgende. Larverne ligger lige i overfladen af græstørven og spiser af rødderne og det fortsætter de med indtil kulden kommer og det er tid til at gå i hi for vinteren. En midlertidig lokal regel er indført per 1. september om lempelse uden straf. Se opslag derom i starterhuset.

Jagtsæsonen på hjortevildtet i Dyrehaven er startet per 1. september. 700 til 800 dyr bortskydes hvert år og I vil nu hyppigt kunne høre bragene og se de flygtende hjorte blæse hen over golfbanen. Det kan opleves voldsomt og se forkert ud, men Skovens fastansatte skytter er dybt professionelle og erfarne.

Husk som altid:

  1. Ret dit nedslagsmærke op og gerne andres
  2. Læg bunkerriven korrekt dvs. skaftet vinkelret på spilleretningen og hvilende på ”roughsiden” af bunkeren
  3. Tag en divot-pose med til dine divots i fairways og semirough. Det virker.
  4. Spil effektivt og luk igennem.

På gensyn på banen.

Banestatus august

Vi er kommet godt i gang med august måned og lige så stille kan
greenkeeperne mærke, at ferien er slut og at der kommer flere og flere spillere
på banen igen. Matcher og arrangementer stå i kø og banen står klar.

Banearbejde i august:

Uge 33: Greens vertikalskæres. Forvent en mindre forstyrrelse af
spiloverfladen i de tidlige morgentimer.

Uge 34: Greens topdresses. Forvent lidt forskel i spilleoverfladen frem mod
middagstid.

Vi fik gennemført vores eftersåning af greens i juli. Den blev vellykket med
en rigtig god fremspiring. Oprindeligt var denne operation planlagt til august,
men “stilheden” i juli gav os mulighed for at fremrykke denne så
færrest mulige af vores medlemmer og gæster skulle opleve ujævne og langsomme
greens. Som altid giver den slags arbejde på greens og specielt tiden det tager
greens at komme sig, en del støj på terrassen. Det har det også gjort denne gang.
Men arbejdet er nødvendigt hvis vi skal bibeholde stærke, sunde og spilbare
greens. Greenkeepere kan ikke trylle og vi prikker ikke store huller i greens
for at generere nogle spillere eller fordi vi synes det er dejligt, at blive
talt dårligt om. Vi passer på banen og vi passer vores arbejde. Greensspeed har
været tilbage til vores normal i et stykke tid, dvs. på dage hvor vi klipper og
tromler ruller de i snit på 9,5 på stimpen. Det er alt rigeligt på denne bane
og med vores greens.  

Vi er i fuld gang med vores tilbagevendende jernprojekt på banen. Svidningen
af kløverbladene dræber ikke kløverplanten, men svækker den, hvilket giver
græsset en lille konkurrencemæssig fordel i en periode. Det ser ikke pænt ud,
men det er det redskab vi har mulighed for at anvende. 

Tilbagemeldinger fra spillere vedr. vores nye bunkersand på 12. hul har
været positive, men fortsæt endelig med at give kommentarer. Denne sand kan
meget vel ende med at blive den sand vi vil anvende fremover.

Vejret er skønt og der er en dejlig balance i forholdet imellem temperatur
og fugtighed. Det betyder at græsfrø spirer lystigt, så brug endelig løs af
vores fairway divotbags i starterhuset eller de opstillede fairway divot rør på
teesteder.

God fornøjelse.

Banestatus Juli

Banen og specielt fairways var tæt på at gå i tørkedvale igen i slutningen af juni, men en udbringning af afspændingsmiddel op til et regnskyl gjorde underværker. Der er fuld fart på væksten i fairways og definition og kvalitet er rigtig god.

Planlagt banearbejde i juli:

Uge 28/29: Greens prikkes, eftersås og topdresses. Forvent forstyrrelser og unormale overflader i de dage arbejdet udføres. Hold øje med din golfbox.

Uge 28/29/30: Svidning af kløver pågår. Ingen forstyrrelser

Uge 28: Bunkersand på 12. hul udskiftes

Uge 29: Bunkerkant ved 9. green renoveres

Juli tegner til, at blive en stille og rolig måned hvor I medlemmer er i sommerhus eller udlandet. Endelilg lidt normalitet her i corona-tiden. Den pause benytter greenkeeperne sig af til, at gennemføre det lidt mere upopolære arbejde med at prikke og efterså greens. Men der er ro på banen, masser af varme og fugt i jorden, så tidspunktet er velvalgt. Uge 28 er udvalgt til at være der hvor arbejdet igangsættes, men bygevejr kan forårsage at arbejdet måske først færdiggøres i uge 29. Tjek golfbox for information eller kontakt kontoret.

Vi er utilfredse med både farve og kvalitet af den bunkersand som vi får leveret. Som et forsøg har vi fået leveret en bunkersand som vores naboer i Furesø GK anvender med succes. Den er brun/rød, finkornet og pakker sig dejligt, så nu prøver vi den af ved at udskifte sandet i bunkers på 12. hul. Det er populære bunkers, så endelig tilkendegiv din mening om sandet til kontor eller greenkeeper så din mening kan indgår i vores evaluering af sandet. Men husk: Sandet vil altid ligge lidt løst i begyndelsen.

Som altid: Husk din pitchfork til at rette nedslagsmærker op og husk endelig også at tage en pose divotmix med, der hænger klar til brug i starterhuset.

Husk at tage vand med på banen. Vi har stadig ikke opnået godkendelse af vores lille vandhane ved 10 teested.

God fornøjelse og god sommer

Teestedet på drivingrange får hjælp

I det næste stykke tid vil der være færre båser på drivingrange.

Det store teested er blevet for slidt, så greenkeeperne har reduceret antallet af båser og på visse dage vil dividers rykkes ud og frem foran teestedet.

Det er kun tilladt, at anvende teestedet indenfor de opstillede båse. Brud på denne regel vil medføre bortvisning fra træningsarealet.

Teestedet har i dag onsdag fået en ekstra kærlig hånd og i morgen bliver de dybeste huller repareret. Efterfølgende vil vi gøde og vande ekstra meget så helingen går så hurtigt som muligt.

Hele teestedet renoveres i 3. kvartal i år.