Årets Elitespiller 2022

Årets elitespiller er kåret!
En spiller der træner ihærdigt, hjælper til og giver tilbage til de yngre, landsholdsspiller og med en Bronzemedalje til Junior DM. Hun er målrettet og er en rollemodel for andre, selv om hun ikke er så gammel selv.


Stort Tillykke BENEDICTE BRENT-BUCHHOLZ 😊

Nyt fra bestyrelsen

Kære medlemmer,

Sæsonen er slut, men forhåbentligt fik I nydt det varme efterår med god golf og hilst på mange både ”nye og gamle” golfere, når I mødes i klubben og på stien.

Bestyrelsen glæder sig til resultatet af de forbedringer, vi har sat i gang, dels i klubhuset, dels på træningsområdet

Som I måske har set, er vi nu gået i gang med første fase, renoveringen af restauranten.

Det har holdt hårdt at få tilbuddene på plads, men vi er glade for, at det er lykkedes at få akustikloftet med ind i ombygningen allerede nu. Derudover får vi et større barområde med nyt barmøbel med akustikpaneler, en vægbænk med hynder, lamper og spots og nye caféborde, en renovering af gulvet, nye elinstallationer og nye gardiner.

Samtidig får vores inventar en overhaling. Det gælder stole, måske også borde. Og radiatorer og ventilation, der kan reducere energitab.

Entreprenøren arbejder på at blive færdig medio februar. Derefter har vi to uger frem til 1.marts til at få sat på plads og lavet klargøring.

De næste faser af ombygningen afventer vi med at tage stilling til, når vi er sikre på at klubbens økonomiske fundament er i orden.

Apropos finanserne: Vores midlertidige set-up i Loungen omkring mad og drikke bygger selvfølgelig på tillid. Måske I har hørt om konfirmationsudskænkninger (ja, de går helt til kanten), og for en god ordens skyld: dem bruger vi ikke her….

Det nye indspilsområde er endelig blevet anlagt, og vil være spilleklart, afhængigt af forårsvejret, i juni.

Greenen er formet, som vi kender fra banen. Den skal jo være sammenlignelig med det, vi møder derude. Størrelsen er meget tæt på de projekterede 500 kvm. 

Der bliver god plads omkring greenen, så flere kan spille ind samtidigt, og vi kan træne indspil også fra rougharealer. Der kommer mere sol på den nye indspilsgreen, og uden kastanjetræer i nærheden som ved putting-greenen vil hjortene måske lade den mere i fred. Med den højere placering i terrænet og bedre dræning får den alt i alt gode vilkår, og så er den anlagt, så den passer ind i omgivelserne.

Klubbens økonomi ser fortsat fornuftig ud, men vi er påpasselige. Vi ser som andre danske golfklubber en noget større afgang af medlemmer end tidligere år. Det er er ikke overraskende, og vi er derfor ekstra glade for de 25 nye medlemmer, vi tog ind allerede i sensommeren. Der bliver fortsat skrevet interesserede på ventelisten, vi følger medlemsudviklingen nøje, men er ikke bekymrede pt.

Med disse ord vil Bestyrelsen gerne sige tak for 2022 og velkommen til Jubilæumsåret

Med venlig hilsen

Birgitte Henrichsen, formand, KGK

Cross Country matchen 2022

Igen var vi velsignet med flot flot efterårsvejr ved dette års Cross Country i Københavns Golf Klub.  Der var tilrettelagt en udfordrende 10 hullers cross country bane på kryds af vores 18- hullers bane. 

Tak for deltagelsen til alle og STORT TILLYKKE til dagens vindere.

  1. pladsen gik til Frederik Wuth, Jette Vinter & Christoffer Ostenfeld med 33 slag
  2. pladsen gik til Marianne Strømann, Tommy G. Petersen og Mathias Lorentzen med 36 slag
  3. pladsen gik til Annette Halken, Ib Jacobsen og Kenneth Kromann med 37 slag

En STOR TAK til vores fantastiske Greenkeeper team & Restaurant team for en skøn dag hvor vores deltagerer blev forkælet med en storslået buffet på banen.

Der blev budt på varm kakao, hvid gløgg, mørk rom, cookies. Hertil surdejsboller, knækbrød, rugbrød, øl pølse, krydret skinke, hvidløgspate, bresaolo, parmaskinke, gl. knas, syltede agurker & løg, pickles, tomat salsa, aioli og melon. Whatsnottolove. 

 

 

 

Vinder af Sir Alan Johnstone & vinder af H.M. Dr. Alexandrines Ærespræmie 2022.

Sir Alan Johnstone 2022

Den ældste pokal i KGK, oprindelig skænket af en engelsk diplomat, Sir Alan Johnstone i 1911. Der har været spillet om den lige siden, bortset fra et par år under krigen og under Covid-19 i 2020.  I år blev den vundet af Hans Victor. Kæmpe stort tillykke.

H.M. Dr. Alexandrines Ærespræmie 2022

Søndag den 30. oktober blev den traditionsringe turnering H.M. Dr. Alexandrines Ærespræmie afholdt.  Det er en invitationsturnering for tidligere vindere af Ærespræmien, samt årets klubmestre, Runner up og rækkemestre. I smukt efterårsvejr var 15 deltagere mødt op og der var spænding lige til det sidste, men det blev Jan Becker Hansen som løb med sejren over Thomas Poulsen. Vi ønsker stort tillykke.

 

 

 

KGK´s afslutningsturnering 2022

Flot efterårsvejr og 36 deltagere til afslutningsmatchen som traditionen tro spilles som en flagturnering.

Tak for deltagelsen og stort tillykke til dagens vindere.

A-rækken Jørn Krusegaard

B-rækken Søren Fogelstrøm

En STOR TAK til vores Sponsor Holger-Frederiksen Eftf. A/S der var repræsenteret af Carsten som sørgede for en forfriskning på 9. hul samt liflige vine efter runden. 

 

 

Generationsmatch & Halloween hygge/uhygge i KGK 2022.

Søndag den 30. oktober blev vi igen beriget med det flotteste efterårsvejr, sol og stadig varme i luften. Vi havde hele 40 deltagere til årets Junior/Senior Generationsmatch, så dejligt med stor tilslutning til denne hyggelige match. Deltagerne kunne medtage resten af familien til Halloween hygge/uhygge hvor der blev lavet meget flotte græskar og klubben bød på varm chokolade og cookies. 

Tak for deltagelsen og stort tillykke til dagens vindere.

Se dagens resultater her https://www.golfbox.dk/livescoring/tour/…

Vi glæder os allerede til at byde velkommen tilbage i 2023