December 2019
Først en glædelig nyhed og en stor tak. De medlemmer, der valgte at give en gave på 200 kr. til vores ”momsrefusionsindsamling” kan tage æren for, at vi også i år fik andel i puljen. Den glædelige nyhed er, at beløbet er på 394.000 kr. som vi skal bruge på projekter til gavn og glæde for klubben. Bestyrelsen vil fremlægge hvilke projekter, vi foreslår pengene brugt til, på Generalforsamlingen.
Den meget tørre sommer sidste år og det meget våde efterår i år er en smagsprøve på de forandringer, klimaet vil udsætte os for. Fald i interesse for golfsporten på landsplan er et andet vilkår, der kræver vi tænker nyt. Konkurrencen mellem banerne er hård, og vores bane skal indenfor rammerne af omgivelser og økonomi, være i top. Alle vores komiteer har derfor haft gode og grundige diskussioner i løbet af året hvor vi både har de korte og de lange briller på. Hvad er trends og udfordringer? Hvad skal vi tage højde for og hvad er vores mål? På den måde ruster vi os til fremtiden, hvad enten det gælder banen, juniorarbejdet, eliten, turneringer, klubhus eller kommunikation.
KGK har en dejlig aktiv skare af frivillige, tak til jer, der knokler for os alle, og giv endelig besked, hvis der er flere af jer, der gerne vil være med, det sætter vi umådeligt stor pris på og komiteerne supplerer sig ofte med nye medlemmer. Vi er i fuld gang med at søsætte en ny hjemmeside, der forhåbentlig giver bedre overblik for både medlemmer, gæster og nye medlemmer. Det er samtidig vores hensigt, at komiteer og personale vil sørge for mere liv og aktivitet på hjemmesiden, og at den kan inspirere flere til at deltage i klubbens liv. Ikke mindst ville det være herligt at få flere med i vores turneringer, fordi det er sjovt, forbedrer ens spil og bidrager til en samhørighed mellem klubbens medlemmer.
Vi skaber selv den særlige KGK atmosfære, gennem vores måde at tale med og om hinanden på. Vores nye norskfødte restauratør, Atle Meier Engli (vi er jo Skandinaviens første golfklub…) lagde mærke til det lige med det samme: De gående på stien hilste og sagde ”hej” til ham på vej op til jobsamtalen. Vi er utroligt glade for at byde velkommen til Atle, der kommer med stor erfaring, er uddannet både kok og tjener, går ind for friske råvarer og fokus på kunden og som har et smittende godt humør. Vi er omvendt kede af at sige farvel til Robert og i køkkenet Tobias, der i år har skabt et flot resultat i restauranten, til kundernes store tilfredshed.
Klubbens økonomi er sund, selvom vi fortsat har plads til nye medlemmer. Vi håber derfor I alle vil være gode ambassadører for vores klub, spred budskabet om, det efter mange år med venteliste er muligt at blive medlem.
Og glæd jer over, at vi spiller på en bane, der kan holde åbent hele vinteren, når vejret tillader det, blot I husker at passe godt på den. Gå ikke unødigt henover greens, respekter de hvide streger samt ret jeres nedslagsmærker op. Og husk luk-igennem reglerne: Altid giv plads til dem, der går hurtigere bagfra og lad nu være med at springe ind fra 4. til 15., hvis I generer dem, der kommer fra 14. – uanset om de først indhenter jer på 18. Så skal det nok blive en herlig vintersæson.
Tak til frivillige, til ansatte, til gæster og til alle medlemmer med ønsket om en god jul og et godt Nytår
På Bestyrelsens vegne
Birgitte Henrichsen