I denne tid og i fremtidige vintre, kan vi risikere at banen er lukket grundet vejrliget og det er jo godt for banens beskaffenhed, når sæsonen starter – men det er surt ikke at kunne spille, når man har afsat tid til det.
Formanden har derfor talt med ejeren af Simgolf på Bellahøj om muligheden for at spille indendørs golf. Mange har formentlig slet ikke prøvet det og andre spiller golf derinde fast hver uge i alle vintermånederne.
For at alle skal få chancen for at prøve det af om det kunne være noget man ville overveje fremadrettet, har vi lavet en aftale om en prøverunde i januar, udelukkende for Old Boys Klubben.
Hvis det er noget der viser sig at være stor interesse for, så kunne vi måske næste vinter spille indendørs hver fredag formiddag?
Der er stadig en del, der ikke har indbetalt deres kontingent for 2024 – vi håber, at det er fordi, de først betaler i sidste øjeblik 🙂
Glædelig Jul
Bestyrelsen ønsker alle og jeres familier, en rigtig glædelig Jul.
Næste infomail udsendes omkring den 8. januar med en status på antallet af betalende medlemmer og offentliggørelse af Årsplan 2024.
Status kontingent indbetalinger
Per dags dato den 20. december, har vi modtaget i alt 64 indbetalinger og vi håber, at det vælter ind med indbetalinger mellem Jul og Nytår, inden fristen udløber den 31. december.
300 kr. – Nordea Bank: 2135 5363344048. Du bedes venligst ikke skrive dit navn på indbetalingen – kun dit medlemsnummer
Old Boys Simgolf fredag, den 19. januar 2024 – kom og prøv, hvordan det er.
I samarbejde med Simgolf, Hvidkildevej 64, 2400 København NV har vi den store fornøjelse at invitere på en runde golf uanset, hvor meget det regner eller sner udenfor.
Vi har valgt at spille Great Northern banen ved Kerteminde – og vi mødes til morgenmad kl. 08:00 og spiller fra kl. 09:00-12:00 i 3-bolde.
Greenfee inkl. morgenmad er kun 175 kr. Man spiller med eget udstyr alternativt kan man leje/låne et sæt af Simgolf.
Vi har allerede 2 Old Boys medlemmer (Niels Walløe og Niels Kofoed), der spiller fast hver uge i Simgolf i vinterhalvåret og Niels vil være behjælpelig på dagen.
Tilmelding til formanden senest mandag, den 15. januar med betaling af 175 kr. via MobilePay til 21644616.
Old Boys til Mallorca i oktober 2024
Interessen for at komme med til Mallorca var overvældende – det tog mindre end 30 timer fra invitationen var sendt ud og til der var solgt 16 pladser og vi er endt på 18 deltagere.
Tusind tak for interessen og opbakningen til formandens forslag til golfrejse 2024!
Med 18 deltagere har vi spurgt på 6 x 3-bolde, hvilket er blevet afvist af banerne – så det bliver 4 x 4-bolde + en 2-bold, som formentlig får 2 ukendte spillere med i bolden, hvis ikke Hans Henning Jensen, som i forvejen er på Mallorca, booker sig i bolden også eller vi får en mere med som deltager på rejsen.
Er der stadig nogen, som fortryder, at de ikke fik tilmeldt sig, så kontakt formanden hurtigst muligt..
En Grand Old Man takker af
Jeg har snart i mange år haft stor glæde af medlemskabet i KGK’s Old Boys klub. Men alderen begynder at genere, og jeg synes at jeg efterhånden går for langsomt til at jeg vil udsætte mine medspillere for mit tempo. Jeg har derfor besluttet mig for at indstille mit medlemskab i Old Boys klubben. Jeg vil gerne benytte anledningen til at takke for mange gode timer på banen og i klubben, som i høj grad er takket være dit engagement.
Du og din familie ønskes en god jul og et godt og helsebringende 2024.
De bedste hilsener
Jan S Hummer
Fødselsdage
Steen Mahneke kan den 2. januar fejre sin 75 års fødselsdag.
Snart slut med lange drives 🙂
Officielt (artikel i Golf.dk): Golfbolden kommer til at flyve kortere fra 2030 (nok mest for elitespillere, vi andre kommer formentlig ikke til at opleve nogen større forskel 😊)
Golfens lovgivere har meldt nye regler ud. Golfbolde må ikke længere flyve så langt som nu.
Fra 2030 kommer vi alle sammen til at spille med bolde, der ikke kan flyve lige så langt, som de nuværende.
For elitespillere træder de nye regler i kraft fra januar 2028, altså allerede om fire år.
Det er udmeldingen onsdag den 6. december fra R&A og USGA, der i fællesskab sætter love og regler for golfsporten på globalt plan.
Beslutningen var ventet, og den kommer efter flere års debat. En debat, der er opstået, fordi verdens topspillere på herresiden slår længere og længere. Det har gjort hæderkronede baners design forældede og gjort elitegolf til en mere pladskrævende sport, hvilket harmonerer dårligt med ønsket om at gå i en bæredygtig retning.
– Vi er overbevist om, at denne beslutning er en af de vigtigste måder at opnå en bæredygtig fremtid for golf. Vi beskytter spillets integritet og lever op til vores miljømæssige forpligtelser, siger Martin Slumbers, der er administrerende direktør for R&A.
De to lovgivende organer vurderer, at beslutningen vil koste de længstslående (folk som Brooks Koepka og Rory McIlroy) 12 til 14 meter i drivet. Den gennemsnitlige herre-tourspiller vil miste 8-10 meter, mens en spiller på LPGA Tour eller Ladies European Tour vil miste i omegnen af seks meter. Klubgolferen vil ifølge R&A og USGA miste 4,5 meter eller mindre med driveren.
– De skridt, vi har taget, har minimal betydning for fritidsgolfspilleren. Vi handler nu, fordi vi ønsker, at fremtidige generationer skal have mulighed for at nyde golfsportens unikke udfordringer lige så meget, som vi gør, siger Martin Slumbers.
Som det er i dag, er en bold lovlig, såfremt den ikke flyver mere end 317 yards (289,8648 meter, red) når den bliver ramt med en køllehovedfart på 120 miles per hour med en spin rate på 2520 rpm og en launch angle på 10 grader. Når de nye regler træder i kraft bliver boldene testet med en køllehovedfart på 125 miles per hour med en spin rate på 2220 rpm og en launch angle på 11 grader. Bolden må stadig kun flyve 317 yards.
– Tusinder vil mene, at vi er gået for vidt. Men lige så mange vil sige, at vi ikke har gjort nok for at beskytte spillet på længere sigt, udtaler Mike Whan, administrerende direktør for USGA. Hans udsagn indkapsler vældig godt, at diskussionen om boldens karakteristika er polariserende.
Mange stemmer i sporten, herunder prominente pro’er som Tiger Woods og Rory McIlroy, har i årevis begrædt, at udviklingen reducerede elitegolf til et spil med lange drives, hvor spillerne slår wedge ind til næsten alle greens og dermed ikke behøver at mestre så mange forskellige slag, som tidligere generationers topspillere skulle.
Det eliminerer mange af de strategiske elementer på baner. Bunkers og søer bliver irrelevante, når spillerne ubesværet slår hen over dem fra tee og mange mesterskabsbaner har gjort alt hvad de kunne og mere til for at finde mere plads til nye teesteder, der kunne gøre hullerne længere.
Omvendt er der masser af både professionelle og amatører, der af forståelige årsager ikke er lykkelige ved tanken om at miste længde fra tee og derefter skulle slå et længere jern mod green.
R&A og USGA har tidligere lagt op til, at elitespillere skulle spille med én type bold, mens vi weekendlykkeriddere kunne fortsætte med de aktuelle. Den idé blev dog skudt ned, da mange ønsker at holde fast i ens regler for alle, der dyrker sporten, uanset om man er nummer ét i verden eller nummer sjok i den lokale pinseturnering. Tidligere udmeldinger fra R&A og USGA har været oplæg, som har været genstand for debat og høringer.
Dagens (6. december) udmelding er en endelig beslutning.
Månedens citat
”You don’t stop golfing when you get old – You get old when you stop golfing”
Venlig hilsen
Bestyrelsen for Old Boys
Københavns Golf Klub