Tirsdag den 18. august tog KGK-banen de 72 damer, der deltog i dette års Åben Damedag med storm. I hvert fald blæste det så meget, at boldene næsten ikke kunne ligge stille på bl.a. 11. green. Selv dyrehavens kronvildt og dådyr var gået i læ rundt om i skovbrynene.
Men solen stod højt, banen var sat flot op, og stemningen var god hele dagen. Der var 32 gæster fra 16 forskellige klubber, som sammen med de 40 KGK-medlemmer spillede stableford i to rækker. Der var præmier til de 10 bedste i hver række og for tættest på flaget på 12. og 16. hul og længste drive på 17. hul.
Golfino, der i begyndelse af året åbnende flagship-store på Jægersborg Allé 27, var hovedsponsor med gavekort på henholdsvis 2.500 kr., 1.500 kr. og 1.000 kr. til de tre bedste scores i A og B-rækken, ligesom der var 8 klappepræmier fra det internationale modebrand med speciale i golftøj.
At banen jo ikke bliver lettere des mere, det blæser, fremgik af dagens score. De fleste præmiegivende placeringer blev besat af hjemmeklub-spillere. Måske var de mere vant til den stærke vind, og de vidste, at bolden skulle holdes lavt.
Alligevel blev vinderen i A-rækken Marianne Hemmingsen fra Hedeland GK med 33 point. Nr. 2 Anita Näsberg og Kirsten Lyngby, begge KGK, fik ligeledes 33 point, men Marianne var indbyrdes bedst, og Anita var bedre end Kirsten på de sidste lige huller.
B-rækken blev vundet af Eva Bramsnæs med 39 point. Nr. 2 blev Ingerlise Randow med 34 p. og Nr. 3 Lone Bech med 33 p. Alle fra KGK
Vinderne af længste drive, på hul 17 og tættest på hul 12 og 16, fik hver en flot Kay Bojesen sangfugl, sponseret af Lotte Boyesen Fischer, barnebarn af den berømte sølvsmed og designer.
Længste drive i A-rækken havde Anne Cathrine Rosenørn-Lehn og i B-rækken var det Pernille Sagild fra Kokkedal, der vandt.
Tættest på hul 12, 1,2 m. fra flaget var Mette Toftegaard, KGK. På hul 16 vandt Lone Bech, hvis bold lå 2,25 m. fra hullet.