The 2023 Open Danish Hickory Championship
Den 27. maj var Københavns Golf Klub vært for The 2023 Open Danish Hickory Championship.
En flot dag og meget flotte og velkældte spillere.
Vi modtog denne flotte hilsen fra formand Chr. Juel fra The Danish Golf Historical Society
“Stor tak til alle hos KGK for en fantastisk dag, jeg har fået masser af positiv mails her til morgen, alle var super glade for banen, stemningen, maden og turnering.
Det var 10. gang vi afviklede turneringen og der var i alt 39 spillere til start fra 5 forskellige lande. Som sædvanligt jo flest fra Sverige, men også Norge, Tyskland, Schweitz og DK var repræsenteret.”
Du kan læse mere om dagen og turneringen HER
Nyhedsbrev maj 2023
Kære Medlem,
Håber at du har fået nydt det flotte majvejr, hvor vi har fået betydeligt mere solskin end normalt. Golfbanen savner stadig regn, men det er svært at være ked af det flotte vejr!
Restaurant
Som I nok har bemærket har vi kæmpet med at få nyt personale til især vores køkken. Vores nye restauratør, Flemming Endres, har sammen med Dres og Jakob kæmpet en brav kamp igennem sæsonopstarten.
Vi er derfor glade for at kunne annoncere ansættelse af ny køkkenchef, Christina Holme Larsen, der starter 1. juni. Christina kommer med en god portion erfaring fra lignende stillinger og hendes kærlighed for det gode solide danske køkken (bl.a. Egnsretter) får os til at se frem til samarbejdet. Christina medbringer Line Plesner som køkkenassistent / kok, der kender hinanden fra tidligere samarbejde – altså et stærkt team.
Vi glæder os til at byde dem begge velkommen på restaurantholdet fra på torsdag.
Vi vil også benytte lejligheden til at sige tak for denne gang til Jakob S. Hermansen, der har været ansat i vores køkken siden 2019. Jakob stopper pr. 31.5.2023 efter eget ønske. Held og lykke fremadrettet
Begrænsede åbningstider frem til 11.6.
Grundet manglende personale i køkkenet og restauranten har vi reduceret åbningstiderne som følger:
Mandag til torsdag: 11:00-21:00
Fredag til søndag (og helligdage): 10:00-17:00
Køkkenet lukker 30 min før. Husk at forudbestille før du går ud – TAK!
Fra mandag d. 12.6. vender vi tilbage til almindelige åbningstider med åbent mandag-torsdag kl. 10:00-22:00 og fre-søn til kl. 10:00-19:00.
Vi vil fortsat opfordre jer til at købe et værdikort til restauranten, hvor I ved indbetaling af 1.000 kr. får 1.100 kr. at købe mad og drikke for. Kortene købes i baren og kan genoptankes efter saldoen er brugt.
Hvis I har feedback til maden eller andre gode forslag, så kom endelig med dem direkte til restauranten. Vi modtager ris og ros med åbne arme.
Administration & Turneringer
Vidste du at vores medlemmer har mulighed for at spille gratis på Esbjerg, Silkeborg, Ledreborg, Bokskogen, m.fl. via TOP NORDIC Golf samarbejdet? Hver klub skal stille én starttid for 4 personer til rådighed hver dag i højsæsonen, der kan bookes 56 dage i forvejen. Du anmoder om en starttid via Bokamera systemet, og kan læse mere om det nederst på denne side: https://www.kgkgolf.dk/greenfee/.
Der følgende arrangementer den kommende tid som du/I kan tilmelde jer til:
3.6. Ægteskabspokalen: https://tourentry.golfbox.dk/?cid=3737778. Sidste frist for tilmelding er 1.6. kl. 12:00.
4.6. KGK Social turnering: https://tourentry.golfbox.dk/?cid=3954368. Sidste frist for tilmelding er 2.6. kl. 8:00.
Sir Alan Johnstone – Hulspilsturnering for herrer: https://tourentry.golfbox.dk/?cid=3737779.
HUSK vores Jubilæumsuge fra 13.8 til 19.8. – der følger invitation snarest!
Trænerne
Hermed lidt nyt fra vores trænere.
EFTERÅRS GOLFREJSE
Tag med på en dejlig efterårstur til Fairplay hotel og golfbane i det sydlige Spanien. Et fantastisk golfresort der ligger i Cadiz regionen. Klas Olsson tager 14 medlemmer med på en dejlig golftur, der indeholder en god golfbane, lækker mad, og et 5-stjernet hotel i rolige omgivelser. En super afslutning på sæsonen. Se mere her Golf Rejse til Cadiz
BARSEBÄCK GOLF RESORT MED KLAS OG OSKAR 7-8 AUGUST
Tag med Klas og Oskar til fantastiske Barsebäck den 7-8 August. Vi spiller begge baner på Barsebäck i løbet af de 2 dage og træner lidt også. Vi overnatter og spiser på deres nyrenoverede golfhotel lige ved banen. Se mere her Barsebäck august 2023
I Pakken indgår:
– 2 x greenfee ( 1 på hver bane )
– 1 x overnatning i delt dobbeltværelse
– 1 x 2 retters aftensmad (eksl. drikkevarer)
– 1 x morgenmad
– Træning med Klas og Oskar
– Coaching ude på banen
Pris: 3750,- pr person i delt dobbeltværelse (enkeltværelse findes mod et tillæg)
Max. 12 spillere
Tilmelding til Klas på: klas@kgkgolf.dk
God dag,
Med venlig hilsen
Christian Tage Nyvang Hansen
Nyt fra banen
Planlagt arbejde på banen de næste uger:
Uge 20:
Greens topdresses mandag.
Prikning på forgreens
Der vandes på 11. og 13. fairways
Uge 21:
Tees prikkes og topdresses
Foråret er stadig meget tørt og vi venter på græsvæksten. Den kommer ikke før der kommer godt med regn. Vi vander så meget som vores anlæg tillader os, men de arealer, der ikke er dækket af sprinklere lider. En uge med kedeligt regnvejr ville gøre underværker for banen.
Vi har fået rigtigt mange hekseringe de seneste år. Først på vores forgreens, så på enkelte teesteder og nu også på fairways. Hekseringe er en naturligt forekommende svamp, der trives i græs. Der findes forskellige typer af den, men den mest skadelige er den vi ser på banen lige nu. Græsset svides af store mængder frigjort kvælstof når hekseringen stille og roligt vokser. Hekseringe er tydelige når forholdene er tørre som vi har på vores bane nu. Hvis vi får en våd sommer, vil græsset bedre kunne kæmpe sig tilbage. Det ved vi ikke om vi får, men indtil da vil greenkeeperne forsøge at udbedre skaderne på vores forgreens. Sidste år arbejdede vi intensivt på en række forgreens plaget af hekseringe med en vis succes. Det arbejde genoptager vi her i maj.
Så snart der kommer regn vil der blive bragt afspændingsmiddel og gødning ud på fairways. Vi har tættere græstæppe på fairways end sammenlignet med andre forår og de er mindre skadesplagede efter hjortene. Divots fra vinterspil hører nu fortiden til fordi I er blevet så gode til at anvende måtter igennem vinteren. Så vores udgangspunkt for yderligere at løfte vores fairways er bedre end sammenlignet med andre år. Nu er det bare vand, der er den begrænsende faktor. Måske bliver lange tørkeperioder mere udbredt, men vi forbereder os ved at vælge mere tørkeresistente græsarter når vi eftersår og brugen af afspændingsmiddel hjælper også græsset til at få det maksimale ud af jordens vandindhold. Et tæt græstæppe modsat et åbent hullet hjælper også til at mindske fordampningen. Opbygningen af et tæt græstæppe er det som gødningen hjælper med til.
Det kan virke omsonst at anvende divotposerne på fairways når det er så tørt som det er, men det er altså stadigvæk en rigtig god hjælp til at skabe jævnere fairways og få repareret hullerne så hurtigt som muligt. Jeg synes omsætningshastigheden på de ophængte poser i starterhuset er for lav i år, så her må I godt blive mere flittige. På forhånd mange tak.
Vi har fået en robotklipper på prøve. ”Crille”, som den hedder, har flere af jer skiftet bekendtskab med ude på rangen. I ca. 2 måneder skal den passe Louis’ store teested. Derefter kan vi evaluere om den kan finde ud af at klippe udenom dividers, skilte og spillere og om den kan klippe i tees og hjorteefterladenskaber. Men den første prøvetid har været meget positiv og vi greenkeepere er svært begejstrede. Nu lader vi også Crille klippe shortgameområdet og måske er det en lille verdensnyhed for klubben. Jeg har i hvert fald ikke hørt om andre steder hvor de lader en robot klippe et nyetableret græsområde til.
Der sker rigtigt meget inden for robotklippere til professionel pleje i disse år og løsningerne bliver mere og mere attraktive. De klipper godt, de er blevet ”klogere” og mere effektive og de er driftssikre. Klimaregnskabet og lydniveauet er også plusser. STERF, den fælles nordiske græsforskningsfond, er begyndt at forske i om græsset bliver sundere og stærkere af at blive klippet af små robotter i stedet for store og tunge dieselmaskine. Jeg ser robotter på golfbaner som en del af golfbanernes fremtid. De vil frigive tid for greenkeeperne til at kunne fokusere på detaljer i stedet for produktion. Specielt ukrudt, insektskader og sygdomme vil tage meget af greenkeepernes tid i fremtiden efterhånden som sprøjtegiftene forsvinder. Måske forsvinder de hurtigere end vi regner med, da EU-kommissionen er kommet med et lovforslag om et generelt stop i hele EU af brug af sprøjtegifte på græsarealer hvor mennesker færdes.
Som skrevet er robotten på prøve i vores klub. Selvom mange klubber er i fuld gang med at anskaffe sig robotter er vi ikke sikre på, om de passer ind i Dyrehaven og om alle de mange regler vi skal følge, overhovedet vil give plads til dem. Det må tiden vise.
Måttepåbud på rangen er nu endeligt ophævet. Stakkels Louis. Nu starter hans svære tid hvor hans elskede range slås i stykker hver dag. Det er et vilkår han må acceptere, men I kan hjælpe ham ved, at øve jer i at slå jeres øveslag i linjer i stedet for et spredt mønster. Det vil mindske sliddet markant. Oskar og Klar er behjælpelige med at vise jer teknikken.
Kryds fingre for regn, husk at brug jeres pitchfork og snup en divotbag med på turen.
God fornøjelse,
Martin Nilsson, Chefgreenkeeper.
Introgolf Infobrev no. 2
Kære Introgolfer
Vi er kommet rigtig godt i gang i Introgolf, Månedsmatch i aprils kulde med i alt 30 deltager, blev gennemført med succes, og på trods af vi lige er startet har 2 medlemmer allerede fået banetilladelse, kæmpe tillykke Thilde Buurgaard og Mathias Bolander.
Her i maj spiller vi 1., 8. og 15. maj, eftersom den sidste mandag i måneden er 2. pinsedag, spilles månedsmatchen allerede den 22. maj 2023, tilmelding er åben via Golfbox, og fristen er torsdag 18. maj 2023 kl. 12.00 Vi håber at se rigtig mange af jer. ⛳
Introgolf her flere aktiviteter her før sommerferien, så sæt kryds i kalenderen:
Søndag den 4. juni 2023: ’KGK Social’ en turnering for alle medlemmer med banetilladelse. Der spilles 12 huller stableford, hul 1-8 og 15-18, derudover har vi planlagt en petanquekonkurrence, og vores sponsor Rose Vin og Bobler v/Henrik Sølver, byder på vinsmagning til fællesspisningen. Du tilmelder dig via Golfbox, på dette link KGK Social tilmeldingsfristen er 2. juni 2023, kl. 08.00.
Mandag den 19. juni 2023, banen er lukket pga. Company Day, vi har derfor planlagt en tur til Smørum (spil på Smørum kræver banetilladelse). Info følger.
Mandag 26. juni 2023, spilles venskabsmatch med Hørsholm, og det er vores tur til at vise Introgolfere fra Hørsholm rundt på vores bane.
Vigtig vigtig….. Fremover vil vi benytte Golfbox til at udsendelse af information, tjek din opsætning, i Golfbox, så du er sikker på at modtage information fra Introgolf, ja i bund og grund generelt nyheder fra klubben.
Skulle Golfbox drille så send os en mail på Introgolf@kgkgolf.dk så hjælper vi dig igennem eller tag fat i en af os om mandagen i klubben 😜
Til slut et par tips til færden på bane ….. ⛳
- Husk at lægge din turf tilbage
- Tag en pose med sand og græsfrø med rundt til reparation af turf -huller
- Ret nedslagsmærker på green
- Riv efter dig i bunkers
- Spil med egne bolde, det er ikke tilladt at spille med bolde fra drivning range Spilletempo, er bag bolden foran og ikke foran bolden bagved
Lange drives og god put
Mange hilsner
Introkomiteen
v/Jannie
Referat generalforsamling 2. april 2023
Se referatet og præsentationen fra generalforsamlingen 2023 nedenfor.
Tak til alle de fremmødte for en god generalforsamling.
God golfsæson
/Bestyrelsen