Skip to content

Visionær og driftssikker klubdirektør søges til en af Danmarks smukkeste golfklubber

Medlemmerne og den gode golfoplevelse er i centrum i Københavns Golfklub, og klubbens aktiviteter og banen skal drives og udvikles inden for den helt unikke ramme det giver at ligge i den smukke Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Kan du se dig selv udvikle og lede Skandinaviens ældste golfklub med det fulde personaleansvar for restaurant, shop, kontor, bane og trænere? Har du det godt med at arbejde struktureret og samtidig visionært, samtidig med at du naturligt indgår som leder i et stærkt team af hjælpsomme kollegaer? Hvis ja, så kan du være den rette kandidat til jobbet som klubdirektør i Københavns Golfklub.

Om Københavns Golfklub
Københavns Golfklub er ikke alene Danmarks første, men også Skandinaviens første golfklub stiftet i 1898. I 1928 blev den nuværende 18 hullers bane indviet og efter en succesfuld baneomlægning i 2008-2010 har 16 af hullerne stadig stort set samme placering som dengang.

Klubben er velorganiseret med mange frivillige og medlemmer der sikrer et godt socialt fællesskab.

Dine opgaver vil blandt andet være:

  • at sikre en god og sikker drift af klubbens økonomi og faciliteter (bl.a. bane, shop og restaurant) i tæt samarbejde med klubbens øvrige ansatte og med løbende rapportering til klubbens bestyrelse.
  • at tænke i og levere oplæg til klubbens bestyrelse til hvordan klubben fortsat kan udvikles til gavn for dens 1.200 medlemmer.
  • at styre større drifts- og anlægningsprojekter med reference til bestyrelsen
  • at lede og arbejde tæt sammen med klubbens dygtige medarbejdere
  • at drive og udvikle samarbejdet med klubbens mange interessenter, medlemmer, sponsorer og myndigheder
  • at være et opmærksomt og imødekommende ansigt i din daglige gang i sekretariat og klubhus.
  • at være aktiv i den løbende markedsføring af klubben.
  • at samarbejde med klubbens frivillige bestyrelse om klubbens strategi,
  • at være behjælpelig ved afvikling af diverse klubarrangementer, som Company Days, netværk o.l. hvor arbejdsdagen starter tidligt og til tider slutter sent.

Vi forventer, at vores kommende klubdirektør

  • har kendskab til golfens verden – som spiller og meget gerne kendskab til drift af golfklub.
  • har indsigt i drift og økonomistyring.
  • har dokumenteret ledelseserfaring – gerne fra en forening med mange frivillige og med medlemmerne i centrum.
  • har et godt skriftligt sprog og sans for formidling via især nyhedsbreve, årsberetning, etc.
  • har lyst til at udvikle den gode arbejdsplads hvor medarbejdernes kompetencer bliver sat rigtigt i spil.
  • er ambitiøs i forhold til klubbens fortsatte udvikling.

Dine personlige egenskaber:

  • er god til at holde overblikket, selvom der til tider er mange bolde og synspunkter i luften.
  • har en oprigtig interesse i at udvikle den gode arbejdsplads i klubben for de ansatte.
  • er god til at uddelegere.
  • har lyst til og er god til den daglige dialog med klubbens mange medlemmer.
  • er yderst fleksibel og ved at en del af timerne ligges i højsæson og i nogle tilfælde i weekenderne og hverdagsaftener.

Vi tilbyder blandt meget andet

  • en stilling på 37 timer om ugen, som planlægges afhængig af sæson og arrangementer
  • en god arbejdsplads med et engageret og erfarent team, hvor du får kolleger som sætter en stolthed i at løfte i flok, da vi arbejder ud fra samme overordnede mål: at vores medlemmer og gæster får den bedst mulige golfoplevelse ved hvert besøg
  • frokostordning og et behageligt arbejdsmiljø, hvor der er højt til loftet og let til smil
  • løn og vilkår aftales individuelt afhængig af kompetencer og erfaring.

Vi ønsker tiltrædelse 1. januar 2025.

Du ansættes af klubbens bestyrelse og vil i det daglige referere til bestyrelsens formand.                

Hvis ovenstående stilling lyder som noget for dig, bedes du venligst sende din ansøgning til formanden for Københavns Golf Klub, Birgitte Henrichsen på email kontor@kgkgolf.dk under overskriften Formanden, personligt.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.